Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hugorm

Hugormen er en slange med en tydelig sort zigzag stribe ned ad ryggen. Dog kan nogle hugorme være ensfarvede sorte eller brune. Den kan blive op til 104 cm lang.

Dens bid er giftig. Derfor bør man søge læge, hvis man bliver bidt. Heldigvis giver de fleste bid dog kun milde forgiftninger.

Brug rådene herunder til forberedelse inden turen går ud i områder, hvor hugormen holder til. 

Udbredelse

Hugormen findes overalt i Danmark. Den er dog sjælden på Lolland og store dele af Sjælland, og den findes slet ikke på øer som Rømø, Als, hele det Sydfynske Øhav, Samsø og Sejerø.

Den findes typisk i klitter, på heder og i næringsfattige moser. Men den ses også langs marker, levende hegn, i åbne skove, i skovmoser og omkring skovsøer, som solen kan skinne ned på.

Udseende

Hugormen er en slange, hvis krop er mere tyk og plump end snogens, og hvor hovedet er vel markeret i forhold til kroppen. Læg også mærke til ‘øjenbryn’ over øjnene og lodrette pupiller.

Hannen er ofte grå med en markant sort zigzagstribe. Hunnen er hyppigt brun eller rødlig med mørkebrune tegninger. Der kan dog også findes ensfarvede sorte eller brune hugorme. De ses især på Sjælland.

Længden varierer mellem 34 og 104 cm (kønsmodne dyr), og hunnen er gennemgående større end hannen.

Føde

Hugormens jager på flere måder. En af måderne er at ligge stille og vente på, at byttet nærmer sig. En anden måde er at følge lugtsporet efter et bytte. Når den er tæt på byttet, hugger den med stor kraft, og en portion gift presses ind i byttet, som typisk er mus og firben. Den kan dog også tage fugleunger f.eks. ved at kravle op i buske og tømme fuglereder. Byttet sluges helt.

Naturlige fjender

Hugormen har mange fjender. De vigtigste er mennesker, musvåger, krager, pindsvin og hønsefugle så som fasaner. Men også grævlinger, hermeliner, ildere og tamkatte har hugormen på deres spiseseddel.

Trusler

Hugormen er gået en del tilbage i løbet af de sidste hundrede år. Årsagerne kan være:

  • Opdyrkning af heder
  • Afvanding af skovmoser
  • Tilplantning af skovlysninger. Hvis man tilplanter et parringsområde for hugorme, vil det alvorligt skade den lokale hugormebestand. I det hele taget vil en ensretning af landskabet skade hugormen.
  • Sommerhusbebyggelser. Her går den tilbage, fordi mennesker som regel ikke kan lide hugorme så tæt på huse og derfor udrydder dem.

Levevis

Hugormen har tre typer af opholdssteder:

  • et vinterkvarter
  • et parringsområde
  • et sommerkvarter

Den vandrer regelmæssigt mellem disse steder på bestemte tider af året og kommer altid tilbage til det samme opholdssted hver år.

I vinterkvarteret overvintrer hugormen enkeltvis eller i større antal i huller, især på bakkesider i 60-125 cm dybde under jorden. Hannerne kommer frem i første halvdel af marts for at solbade, i kolde forår dog først lidt ind i april. Hunnerne kommer i først frem 30-40 dage efter hannerne.

Parringsområdet er et tørt område, der vender mod syd med lav plantevækst og tæt på vinterkvarteret. Her kan man i april-maj være heldig at se mange aktive hugorme indenfor et lille område, hvor hannerne kæmper om hunnerne. Parringstiden varer ca. 1 måned.

I sommerkvarteret bor den ofte i stendynger, kvasbunker og lignende. Den kan godt lide områder med spredte buske og træer eller et bakket terræn, hvor den hurtigt kan skifte mellem steder med sol og steder med skygge. På den måde kan den hurtigt regulere sin kropstemperatur. Store, ensartede områder som f.eks. midten af en hede er derfor et dårligt levested for den.

Hugormen føder levende unger, typisk 7-10, oftest i begyndelsen eller midten af august. Ungerne har allerede zigzagstriben fra fødslen.

Den skifter ham 1-3 gange årligt.

Hvorfor er hugormen fredet?

Hugormen blev fredet i 1981. Den må ikke fanges eller slås ihjel. Mange af hugormens levesteder er beskyttede efter Naturbeskyttelsesloven.

Om baggrunden for fredning af hugorm.

I Danmark havde hugormen tilbagegang i løbet af 1900-tallet. Dette i modsætning til f.eks. krager, skader og mange andre danske dyr, som ikke kræver særlig beskyttelse ud over for nogles vedkommende i ynglesæsonen.

Årsagen hertil var dels, fordi dens levesteder forsvandt, dels pga. menneskers efterstræbelse. Som følge af folkeovertroen blev unødigt mange hugorme slået ihjel i forhold til den trussel, de reelt udgør. Specielt var hugormene udsatte på parringspladserne om foråret, og når de solbader om sommeren. Overtroen medførte desværre også, at mange snoge og stålorme, samt deres æg og unger blev slået ihjel.

I modsætning til tidligere, hvor det var almindelig praksis at slå hugorm ihjel, når man stødte på dem, betragtes hugormen i dag imidlertid ikke som et skadedyr, men som et værdifuldt faunaelement i den danske natur.

Hugormen findes bortset fra på visse øer overalt i landet, og er som art ikke truet i Danmark. Men som for de øvrige krybdyr gælder det også for denne art, at dens levesteder er i tilbagegang. Heder, overdrev og moser har i løbet af de sidste 100 år været i kraftig tilbagegang, blandskov har ligeledes været i nogen tilbagegang, mens klitarealet har været nogenlunde stabilt. I dag forekommer større hedeflader, som er et vigtigt levested for hugorme, kun 15-20 steder i Jylland, mens der på Sjælland og Bornholm kun findes enkelte mindre hedeområder. Denne udvikling, som er typisk også for hedemoser, overdrev m.v., medførte, at hugormebestanden var truet.

Dette var baggrunden for fredningen i 1981.

Desuden er den beskyttet af Bern-konventionen af 19. september 1979 om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, ifølge hvilken Danmark forpligter sig til at sikre hugorm en særlig beskyttelse (artikel 7). Ihjelslagning er ifølge konventionens artikel 8 forbudt. Med beskyttelsen af hugormens levesteder og fredningen i 1981 antages, at dødsårsagen for slangerne ved ihjelslagning er blevet reduceret, og at bestanden måske er i fremgang.

Som andre krybdyr, er den vekselvarm, og derfor kun aktiv, når temperaturen er høj nok, og behøver kun at producere lidt energi, hvorfor de kan klare sig med meget ringe fødeindtagelse. Pga. dette klarer de sig godt, hvor føden er sparsom og uregelmæssig, hvilket er årsagen til, at de kan overleve til trods for konkurrence fra fugle og pattedyr, der lever af de samme fødeemner. Dens føde består af firben, stålormeunger, frøer, småpattedyr og fugleunger, og selv bliver den efterstræbt af musvåger, krager, pindsvin, grævling, hermelin m.fl. Det er endvidere ikke ualmindeligt, at den dræbes og bliver ædt af katte og hunde. Hugormen indgår således i naturens husholdning og i de økologiske systemer, den er en oprindelig og naturlig del af, og man bør udvise respekt for hugormens ret til at leve der. Hugormen er en del af den biologiske mangfoldighed.

Om faren ved hugormebid.

Risikoen ved slangebid I Danmark er normalt overdrevne, biddene er sjældent alvorlige og dødsfald meget sjældne, hvis der gives korrekt behandling.

Dødsrisikoen angives at være 0.02 % for de, der bliver bidt, hvilket er mindre end faren ved hvepsestik.

Bid skal imidlertid tages alvorligt. Alvorlig forgiftning er værst for børn under 3 år, voksne med dårligt helbred, samt personer, der er overfølsomme overfor slangebid.

Da hugorme er mest farlige for børn, især små børn, kan det være berettiget i visse tilfælde at fjerne hugorme, som ligger tæt ved huset eller på steder, hvor børn leger. Samtidig bør man undgå, at børnene løber omkring med bare fødder. Hvis man tager solidt fodtøj på op til 20 cm op ad benet, er det normalt tilstrækkelig beskyttelse. Desuden bør man iagttage, hvor fødder og hænder anbringes, hvis man kryber over stengærder, træstubbe og lign. Hvis man tager disse forholdsregler, er risikoen for at blive bidt meget ringe. De personer, der rammes af hugormebid, er især de, der går omkring i åbne sandaler om sommeren, samt de, der plukker bær i det tidlige efterår.

Hugorme er, med undtagelse af hanner i parringsområderne om foråret, ikke aggressive, med mindre de bliver forstyrrede eller forulempede, i hvilke tilfælde de vil hugge vildt om sig. Men normalt vil der blive injiceret mindre gift ved et defensivt bid, “skræmmebid” , end ved nedlægning af bytte. Ved temperaturer under 10 gr. C hugger de ikke.

Hvis man imidlertid får et slangebid, skal man ikke prøve at dræbe eller fange slangen, da dette kan føre til yderligere bid, og hvis den allerede er dræbt, skal man ikke røre ved den, da slanger kan bide nogen tid efter, at de tilsyneladende er døde, hvis de bliver berørt.

Men selvom en hugorm har bidt, behøver den ikke nødvendigvis at have injiceret gift. Et slangebid behøver derfor ikke at være det samme, som at man får en hugormeforgiftning, og hvis der ikke kommer nogen lokalsymptomer indenfor ca. 1½ time, eller virkningen kun bliver en let hævelse og intet andet, er der ikke større risiko for forgiftning.

Ved milde forgiftninger, som er langt de fleste, er den væsentligste ulempe, at det ramte område i løbet af nogle timer svulmer op og bliver misfarvet. Derefter aftager virkningen igen, der er ingen varige mén, og forgiftningen hos raske, unge mennesker er typisk overståede på et døgn, mens giftvirkningen hos ældre personer gerne kommer langsomt og kan have langvarige virkninger.

Hvis alvorlig forgiftning faktisk har fundet sted, begynder området omkring bidstedet at svulme op I løbet af få minutter. Senere kan komme symptomer I form af svedeture, opkastninger, svimmelhed, underlivssmerter og diarre, samt pga. påvirkning af nervesystemet angst, omtågethed og evt, bevidstløshed. Det første og undertiden det eneste symptom kan være chok.

Hvis der opstår hævelser, skal det bidte område holdes så ubevægeligt som muligt, da kraftig aktivitet vil sprede giften. Berolig derfor ofret, da panik og nervøsitet vil være skadeligt, og immobiliser evt. den bidte legemsdel ved at lægge en forbinding, der hindrer bevægelser f.eks. ved at anvende en gren eller lignende som ”skinne”. Iagttag disse forholdsregler ved transporten til hospital eller læge.

Unødig hastværk kan ligeledes være skadelig. Og selv et alvorligt, ubehandlet tilfælde af hugormebid vil normalt ikke forårsage døden under 24 timer.

Det frarådes at lægge årepresse i form af forbinding eller slynge over bidstedet for at nedsætte spredningen af giften til resten af kroppen, da en for stram forbinding kan forårsage alvorlige og vedvarende beskadigelser.

Men ingen må forspilde tiden for at komme til behandling for hugormebid. Dette gælder specielt for børn, da forgiftningen hos dem udvikler sig hurtigere end for andre, hvorfor man hurtigst muligt bringe dem til hospital. Søg derfor læge, helst hospital, hvor forgiftningen kan behandles og evt. kan indgives slangeserum.

Om fredningsbekendtgørelsens tilladelse til at flytte evt. ihjelslå af hugorm.

Generelt bør man ikke opfordre folk til at slå hugorme ihjel, dog har man lov hertil eller til at indsamle dem, når de træffes i umiddelbar nærhed af boliger og skønnes at udgøre en risiko.

Det mest skånsomme er at indfange og flytte hugormen. Dette bør man dog ikke gøre, hvis man ikke føler, at man kan håndtere dyret sikkert, og især ikke i varmt vejr. Hvis det imidlertid lykkes at indfange dyret, bør man flytte det adskillige hundrede meter væk, da det ellers vil vende tilbage.

Hvis disse tiltag ikke er mulige, kan man være nødt til at slå dyret ihjel. Dette må specielt accepteres, hvis der leger små børn i området, eller hugormen har slået sig ned ved trappestenen. Derfor er der i bekendtgørelsen følgende passus om hugorme.

“Hugorme kan indsamles og flyttes, når den træffes i umiddelbar nærhed af boliger og skønnes at udgøre risiko for mennesker. Såfremt der ikke er mulighed for indsamling, kan hugorm slås ihjel”. Denne formulering er valgt for at bringe de unødvendige drab på hugorme ned på et absolute minimum.

(Bekendtgørelse om fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, planter m.m., bilag 1, pkt. B4 ( Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 430 af 2. juni 2002).

Om de særlige “hugormeår”.

Som nævnt ovenfor, iagttages hugormene oftest, når de solbader, og når de om foråret opholder sig i parringsområderne, hvor hannerne kæmper om hunnerne.

Når mennesker tilfældigt kommer forbi et sådant parringsområde for hugorme eller solbadende hunner om sommeren, ser man pludseligt hugorme vrimle overalt på jorden indenfor et begrænset område, hvor man måske ikke tidligere har lagt mærke til nogen hugorme. Dette giver ofte anledning til rygter om en særlig “hugormeplage” netop det år, og dette kan evt. være forklaringen på, at man et år iagttager mange hugorme, hvor man tidligere aldrig har set dem

Er hugorme farlige?

Dødsfald som følge af hugormebid er meget sjældne, og dødeligheden ligger på omkring 0,2 promille.

I perioden 1994-2001 døde én person som følge af hugormebid, mens der til sammenligning døde 15 personer som følge af stik fra hvepse, bier og gedehamse. Den lave dødelighed til trods skal et bid tages meget alvorligt, og man altid søge læge, hvis man bliver bidt.

Forskellige mennesker reagerer helt forskelligt på hugormebid. Mens nogle ingen symptomer oplever, vil andre få en alvorlig forgiftning og blive meget syge. Variationen skyldes blandt andet mængden af gift, alder, kropsvægt og graden af fysisk aktivitet efter biddet.

Et hugormebid er særlig farligt for små børn, da de – på grund af deres mindre fysiske kroppe - påvirkes stærkere af giftkoncentrationen. Derudover kan eksempelvis hjertepatienter opleve stort ubehag, da hugormegiften indeholder hjertegift. Ligeledes kan et hugormebid være farligt for gravide, da fosteret kan risikere at dø som følge af biddet. 

Læs mere om hugormens bid

Læs mere på giftlinjen.dk

Hvis hugormen bider

Sådan undgår man at blive bidt af en hugorm

Hugormen er aktiv i Danmark om foråret, sommeren og efteråret, mens den i vinterperioden ligger i dvale.

Hugorme kan godt lide at ligge i solen i hedeområder, men den kan også findes i engområder, ved stendiger, i skove og grusgrave.

Hugormen bider kun, hvis den føler sig truet, eller hvis man kommer til at træde på den eller tage fat i den.  

Man kan undgå at møde en hugorm ved at trampe fast og hårdt i jorden, når man bevæger dig i et område, hvor hugormen holder til. På den måde får hugormen tid til at forsvinde, før man kommer for tæt på den.

Skal man ud at gå i et område, hvor der kan være hugorme, er det en god idé, at både børn og voksne har gummistøvler på, da hugormens tænder ikke så nemt kan bide igennem det tykke plastik. Vælg altid gummistøvler, der går til lige under knæet.

Hvis man bliver bidt

  • Søg straks lægehjælp efter et bid, da alvoren og konsekvensen af biddet ikke kan forudses.
  • Bevæg dig så lidt som muligt. Bevægelse får giften til at sprede sig hurtigere gennem blodårene til vitale organer.
  • Sørg for, at den person, der er blevet bidt, holder sig i ro og hold den bidte legemsdel løftet.
  • Forsøg ikke at suge giften ud, da den kan optages gennem små rifter i munden og skabe forsnævringer af luftvejene.
  • Undgå at spise eller drikke noget og tag ikke smertestillende medicin, da det kan fremprovokere opkastning.
  • Læg ikke kompression på bidestedet, da det kan medføre infektion, hvis det ikke gøres korrekt.
  • Er man alene, så søg hurtigt hjælp hos andre, der kan hjælpe dig til lægen.
Hugorm