Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Myrer

Formicidae

Myrens biologi

I Danmark findes ca. 50 af verdens i alt ca. 9500 forskellige myrearter. De danske myrearter er mellem 4 og 11 mm lange og kan kendes på dens karakteristiske antenner med knækled og kroppen, hvor der på bagkroppens indsnøring, stilken, er et til to pukler.

I forhold til hvordan myrerne forsvarer sig eller angriber andre dyr, kan de danske myrer deles i stikmyrer eller bidemyrer. Stikmyrerne har en brod på bagkroppen. Brodden er forbundet med en giftkirtel, så gift kan sprøjtes ind i det dyr, der angribes.  Bidemyrer har stærke munddele, som kan lave et sår, som myren derefter kan sprøjte gift i.

Føde

Myrer lever af animalsk føde, særligt insekter, og af nektar og saft fra planter. Derudover indgår nogle myrer i symbiose med andre insekter, herunder bladlus og visse sommerfuglelarver, som bliver holdt som ”husdyr” af myrerne. Dette skyldes, at disse insekter kan udskille sukkerholdige væsker, som myrerne spiser. Bl.a. trommer den røde skovmyre bladlusene på ryggen, hvilket signalerer, at de skal frigive en dråbe sukkerholdigt sekret.

Larver af sommerfuglen blåfugl bliver af myrerne båret ind i tuen, hvor de udskiller en sød væske som myrerne ynder. Inde i myreboet æder sommerfuglelarven af myrelarverne.

Kommunikation

Myrerne kommunikerer med hinanden ved brug af kemiske stoffer, kaldet feromoner, som de opfatter med deres antenner. Finder en myre f.eks. en madkilde, efterlader den et feromonspor på jorden til andre myrer. Feromoner bliver ligeledes brug til at kommunikerer om forsvar af tuen og angreb af fjender, samt hvilke arbejdsgrupper myrerne tilhører.

Dronningen udskiller et bestemt feromon, der afholder arbejdermyrerne fra at opfostre nye dronninger. Når dronningen dør, og feromonet forsvinder, begynder arbejdermyrerne derfor at opfostre en ny dronning til tuen.

Formering

I sommerperioden kan man på enkelte dage opleve at der flyver tusindvis af myredronninger og -hanner højt op i luften.  Her parrer de sig. Hannerne dør umiddelbart efter parringen, og hunnerne lander på jorden, hvor de bider deres vinger af. Herefter graver den befrugtede dronning gange i jorden, hvor hun lægger æg, eller hun optages i et eksisterende myresamfund.

Hvis hun grundlægger et nyt samfund vil hun selv passe æggene og larverne til de bliver til myrer, som efterfølgende passer på tuen. Herefter beskæftiger dronningen sig udelukkende med at lægge æg. Myresamfund kan leve i mange år.

Vidste du...?

Myrerne kommunikerer med hinanden ved brug af kemiske stoffer, kaldet feromoner, som de opfatter med deres antenner. 

Myrens leveforhold

Myrerne laver normalt et underjordisk gangsystem, som det f.eks. kendes fra den sorte havemyre, hvis bo ofte er under fliser eller større sten. Den røde skovmyre bygger også et overjordisk afsnit som kan blive op til en meter høj og flere meter i omkreds.

Tuen bygges hovedsagligt af grannåle, småsten, harepiks og smågrene. Tuen bygges oftest op omkring en træstup, hvori myrerne graver kamre og gange. I de kolde vintermåneder graver myrekolonien sig ned i træstuppen, hvor de samler sig til en klump for at holde varmen. Den underjordiske del af tuen kan gå en meter ned i jorden.

Myrekolonien består af flere forskellige slags myrer: Dronningen/er, arbejdermyrer, hanner, hunner og larver. Dronningen lægger befrugtede og ubefrugtede æg. De befrugtede æg bliver til enten dronninger eller arbejdere, alt efter hvilken føde de får. De ubefrugtede æg bliver til hanner. Arbejderne er sterile hunner, der kan have forskellige arbejdsopgaver gennem livet, så som larvepasser, tuebygger eller spejder og madindsamler.