Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Musvåge

Buteo buteo

Musvågen er den mest udbredte rovfugl i Danmark. Den kan ses over hele landet, men er dog sjælden ved større byer og områder uden skov. Størst chance for at se den er i landskaber med åbne marker og enge.

Der yngler ca. 5.000 par i Danmark, og på deres vintertræk passerer flere tusinde landet. 

Læs mere om musvågen

Læs mere om musvågen, herunder aktuel bestandsudvikling, på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside

Læs mere om musvågen på Netbiologen.dk

Læs mere om musvågen på Rovfugle.dk

Når musvågen angriber

Løbere og andre skovgæster oplever af og til at blive angrebet af musvåger. Vi har samlet en række råd og forholdsregler.

Musvågen angriber oftest bagfra – næsten lydløst og uden varsel. Så det kan give en ret ubehagelig forskrækkelse.

I yngletiden forsvarer musvågen sit territorie mod fjender og konkurrenter. Og nogle musvåger er desværre også aggressive overfor folk, der løber eller jogger på en skovvej, der går gennem territoriet.

Hvad kan man gøre for at undgå at blive angrebet ?

  • Løb flere sammen. Vi har ikke hørt om musvåger der har angrebet folk, der fulgtes ad.

Hvis du ved hvor musvågen angriber, kan du:

  • Løb ad en anden vej.
  • Gå roligt på den korte strækning, som musvågen forsvarer. Den angriber normalt kun folk der løber.

Og så har vi fået følgende råd fra skovgæster, som oplyser at det virker:

  • Udnyt at musvågen normalt kun angriber bagfra: Sæt "øjne" i nakken. F.eks. ved at tegne 2 øjne på en kasket og tage den omvendt på, så de kigger bagud. (Honningsamlere i det fjerne østen bruger denne metode til at undgå tigerangreb)
  • Bred armene ud til siden og bask langsomt med dem, mens du løber forbi. Så angriber den ikke, – måske fordi den tror du er en meget stor fugl?

Det er styrelsens lokale folks opfattelse, at musvågerne skal have lov at være i skoven, hvorfor vi ikke skyder eller på anden måde fjerner disse territoriehævdende fugle.