Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Navr

Acer campestre

Udbredelse

Navr er hjemmehørende i Danmark. Dens naturlige udbredelse strækker sig over det meste af Mellem- og Østeuropa med nordgrænse i det sydlige Danmark.

Udseende

Stor busk eller mellemstort træ, sædvanligvis op til 15-20 m højt med en diameter op til 1 m. Fritstående træer udvikler en bred krone. De unge grene er grønne, men bliver senere lyst rødbrune med lysebrune længdestriber, og der dannes ofte korkvinger på grenene.

Bladene, der er små og lappede, springer ud i begyndelsen af maj, og der er gult løvfald i begyndelsen af november.

Navr blomstrer i slutningen af maj, kort efter løvspring. Blomsterne kan både være tve- og enkønnede, men de fleste er hanlige. De er uanseelige, men producerer store mængder nektar og bestøves af insekter.

Frugterne er vingede, og i forhold til spidsløn og ær er navr karakteristisk med næsten »lige vinger« på frøene. De modnes i oktober/november.

Voksested

Navr trives bedst på en varm, muldrig jord i sol, men den tåler også skygge. Den kan anvendes på de fleste jordbundstyper, men det skal helst være kalkrige, ikke for sure lokaliteter (pH 5,5 til 7,7). Træet har en dybtgående, meget forgrenet hjerterod og tåler kraftig vind.

Erfaringer viser, at navr kan anvendes i stort set hele landet, også uden for det naturlige udbredelsesområde.

Den kan være følsom over for hård vinterfrost, og specielt udsatte steder bør undgås. Desuden er den meget følsom over for konkurrence med græs.

Plant for vildtet faktaark: Navr

Vidste du...?

Veddet fra navr kan bruges til billedskæring og til at fremstille mindre brugsting af.

Anvendelse

Navr er velegnet til kantbevoksning og inde i alle typer af naturplantninger. Den bidrager med nektar til bestøvende insekter og frø til egern og fugle. Gamle træer er levested for laver, mosser og et utal af insekter.

Den er fortrinlig i blanding, især i skovbryn. Da den tåler kraftig beskæring, kan den bruges både som hæk, busk og træ. Den er muligvis meget følsom over for rodskader, der kan ske som følge af mekaniske skader med landbrugsredskaber ved læplantning.

Den kan af og til rammes af sygdomme som kransskimmelsvamp og fusarium. Kan plantes forår og efterår.

Navr anvendes til hegn og som klippet hæk i haver. Veddet kan bruges til brænde, til billedskæring og mindre brugsting.