Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Kæmpebjørneklo

Heracleum mantegazzianum (og Heracleum sosnowskyi og Heracleum persicum)

De tre store bjørnekloarter kæmpebjørneklo (Heracleum mantegazzianum), rundlobet bjørneklo (Heracleum sosnowskyi) og hårfrugtet bjørneklo (Heracleum persicum) er alle invasive planter. Kæmpebjørnekloen er almindelig overalt i landet, mens de to øvrige arter er meget sjældne i Danmark. Da de tilmed er nemme at forveksle med kæmpebjørneklo og bekæmpelsen af dem er ens, beskrives de her alle under navnet kæmpebjørneklo.

Kæmpebjørneklo er en skærmplante. Den bliver normalt to til fem meter høj og har op til tre meter lange blade. Stænglen kan blive ti cm i diameter og er furet, typisk håret og med rødlige pletter nederst. 

Planter, der lige er spiret frem, har runde blade, men bladene bliver efterhånden takkede, og fuldt udviklede blade er fligede og stærkt takkede. 

Kæmpebjørnekloens blomster er hvide og sidder i skærme i toppen af stænglen. Skærmene er ca. 50 cm brede med 50 til 150 grene. Der kan være mere end 80.000 blomster på en enkelt plante. 

Blomstringen sker fra juni-august. Fra juli danner bjørnekloen frø. I gennemsnit sætter en plante 20.000 frø. 

Rundlobet bjørneklo afviger fra de øvrige invasive bjørneklo, ved at have blade uden spidse flige.

Hårfrugtet bjørneklo ligner kæmpebjørneklo meget. Skærmene er mere kugleformet og oftest er sideskærmene væsentligt mindre og dårligt udviklet. Bladpladen er ikke så dybt indskåret og har forholdsvis grove og butte tænder i bladranden. Har typisk flere skud fra roden og meget asymmetriske randkroner.

Kæmpebjørnekloens økologi

Kæmpebjørnekloen stammer fra Kaukasus, hvor den findes i lavlandet på fugtprægede skråninger. I Danmark foretrækker den fugtige voksesteder som moser, enge og langs åer, men den kan også findes på mere tør bund som for eksempel overdrev og industrigrunde.

Kæmpebjørnekloen formerer sig udelukkende ved at sprede frø og ikke vegetativt. Det vil sige, at hvis man skærer roden over et sted under vækstpunktet, så dør planten.

Typisk blomstrer kæmpebjørneklo og rundlobet bjørneklo i sit andet eller tredje leveår, og derefter dør de. Hårfrugtet bjørneklo er flerårig og kan blomstre i mange år.

Kæmpebjørnekloen er giftig

Kæmpebjørnekloens saft er giftig, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantesaften gør huden ekstremt følsom over for sollys, og hvis huden udsættes for sollys, får man alvorlige forbrændinger. Samtidig kan huden kan blive ved at være følsom over for sollys i årevis.

Det svider ikke at få plantesaft på huden, og derfor skal man være særligt opmærksom og dække sin hud godt til, hvis man er i kontakt med kæmpebjørneklo. 

Hvis man får plantesaft på huden, skal man inden 20 minutter, vaske hudområdet med vand og sæbe, og huden skal beskyttes mod sollys i mindst 48 timer. Man bør søge læge og oplyse, hvilke planter man har været i kontakt med.

En invasiv art

Kæmpebjørneklo er en invasiv plante, som er uønsket i den danske natur. Den stammer oprindeligt fra Kaukasus og blev indført til botaniske haver i 1830’erne.

I de seneste årtier har den bredt sig voldsomt i den danske natur, hvor den fortrænger andre plantearter. Fugle, sommerfugle og de fleste andre dyr vil heller ikke leve under bjørneklo, kun nogle få insekter og snegle kan leve her. 

Kæmpebjørnekloen (Heracleum mantegazzianum) er som den eneste invasive planteart omfattet af lovgivning, og en kommune kan pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten.

Rundlobet bjørneklo stammer også fra Kaukasus, men blev først opdaget i 1944. Kort tid herefter blev den indført til Europa (især Baltikum) til ensilageproduktion pga. den høje biomasseproduktion. Dette blev senere opgivet, da mælk og kød optog den kraftige anis-smag. Rundlobet bjørneklo er kun fundet et sted i Danmark i Ryparken i København.

Hårfrugtet bjørneklo stammer fra det nordlige Tyrkiet, Iran og Irak og frø blev indført til England i 1819. Den er især invasiv i Norge, hvor planten opfattes som ikonisk for byen Tromsø og går under navnet Tromsøpalmen. I Danmark er den meget sjælden og der er kun fundet få forekomster.

Læs om bekæmpelse af kæmpebjørnekloen

Har du set en invasiv art?

Vi vil gerne vide, hvis du har set en invasiv art. Indberet din observation her:

Indberet en invasiv art