Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hunderose

Rosa canina

Udbredelse

Hunderose er naturligt forekommende i Europa, Nordafrika og størstedelen af Asien.

Den er hjemmehørende i Danmark og er meget almindelig i den østlige del af landet, herunder Østjylland, mens den er sjælden i Vest- og Sydvestjylland. Det har været opfattelsen at hunderose er sjælden i det nordlige Jylland, men den er faktisk ret udbredt i Vendsyssel, Himmerland, Hanherred, Thy, Mors og Salling, om end den ikke er den dominerende rosenart i dette område.

Udseende

Hunderose er en stor, fritstående busk, sædvanligvis 3-4 m høj, men grenenes lange ranker kan klatre 10-12 m op i nabobuske og -træer. Den er meget formrig, hvilket gør den svær at skelne fra andre rosenarter, og den krydser sandsynligvis med nærtstående arter.

Særlige kendetegn er de brede, kraftige barktorne med nedadbøjet spids.

Bladene er friskgrønne, blanke, glatte og med 5-7 småblade.

Den typiske hunderose har mange, vellugtende, lysrosa til hvide, insektbestøvede blomster, der blomstrer i juni/juli måned.

Hybenene er ca. 2 cm, aflange, slankhalsede, højrøde og glatte. De forbliver røde og faste på busken til langt ud på vinteren. De modnes normalt i oktober/november måned.

Den bedste måde at skelne hunderose fra blågrøn rose er at støvfanget hos blågrøn rose er en sammenpresset klump, der ligger trykket mod bærret.

Voksested

Hunderose er lyskrævende, men hårdfør. Den tåler vind og er egnet til middeltørre, lerede jorde såvel som kalkrig sandjord, men uegnet til fattig, sur jord. Som alle roser bør den ikke plantes på steder, hvor den udsættes for hård frost.

Plant for vildtet faktaark: Hunderose

Vidste du...?

Der er et højt indhold af C-vitamin i bærrene fra hunderosen.

Anvendelse

Hunderose tåler beskæring, og når den er etableret, er den ret robust over for bid fra kreaturer. Den er velegnet til kantplantning i naturplantninger, skovbryn og læhegn, såvel som til mere fritstående plantninger i det åbne landskab. Det er nok den af vores hjemmehørende roser, der tåler den højeste grad af skygning og burde derfor være velegnet til flerrækkede læhegn.

Både fugle og pattedyr spiser gerne frøene, og det C-vitaminholdige frugtkød er sandsynligvis en vigtig ernæringskilde, ikke mindst i den sene vinter.

Hybenerne er gode og velsmagende i supper og marmelade. De dyrkes kommercielt til naturmedicinpræparater bl.a. mod gigt.