Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Canadisk gyldenris og Sildig gyldenris

Solidago canadensis og Solidago gigantea

Beskyttelse og regulering

Canadisk og sildig gyldenris anses for at være invasive arter og udgør et stigende problem for alle naturtyper, derfor bør de bekæmpes.

Hvorfor uønsket

Arterne af gyldenris danner tætte bestande, hvor ingen andre planter har mulighed for at etablere sig. Planterne har en kraftig formeringsevne og de spreder sig let hvis de først er til stede og udkonkurrerer oprindelige plantearter. Arterne kan muligvis forårsage høfeber.

De invasive gyldenrisarter blev bragt til Europa fra Nordamerika som prydplanter, og planterne er første gang registreret som forvildet i Danmark i 1866.

Status for bekæmpelse

Arterne udgør et stigende problem for alle naturtyper, derfor bør de bekæmpes. Med fælles indsats fra myndigheder og borgere kan arterne begrænses lokalt, men ikke udryddes.

Den hidtidige eneste metode er mekanisk bekæmpelse, med opgravning af planter og alle jordstængler. Et projekt, der har undersøgt mulighederne for bekæmpelse ved slåning på forskellige tidspunkter indenfor vækstsæsonen, har vist, at ændring af det ofte sene slåningstidspunkt eller mangel på slåning, til slåning inden sommerferien og udvisning af rettidig omhu giver gode bekæmpelsesresultater af gyldenris. En tidlig slåning giver god bekæmpelse og gode muligheder for etablering af en erstatningsvegetation. Læs mere om bekæmpelse af gyldenris:

Udbredelse

Arterne er introduceret fra Nordamerika til Europa og kendes fra England helt tilbage fra 1645. Første gang planterne er fundet forvildet i Danmark er i 1866. I dag findes de to arter af gyldenris spredt over hele landet. Sildig gyldenris er den mest almindeligt forekommende af de to arter.

Udseende

Canadisk og sildig gyldenris er meget ens i udseende, udbredelse og bekæmpelsesmetode, og behandles her under et. Begge invasive gyldenrisarter bliver 0,5-2 m høje. Bladene er smalle, spredte, lancetformede, og svagt håret på undersiden. Stænglerne er glatte og rødlige. Blomsterne består af mange små, gule kurvblomster på 3-5 mm i diameter, som sidder i store toppe. Gyldenris er flerårig, den danner tætte bestande med op til 300 skud pr. m 2  og har et tæt rodnet. 

Gyldenris er let genkendelig på sit gule flor i august-oktober måned og om vinteren på sine karakteristiske røde stængler og sin gråhvide top af frø, som står hele vinteren og først spredes om foråret.

Forvekslingsmuligheder

Af arter, canadisk og sildig gyldenris muligvis kan forveksles med, kan nævnes almindelig gyldenris (  Solidago virgaurea  ). Denne plante er dog oftest meget mindre (0,25-0,8 m) end de to arter af gyldenris og blomsterne er større, sidder mere solitært i en opret top. Rejnfan (  Tanacetum vulgare  ) er en anden forvekslingsmulighed, men modsat de to arter af gyldenris dufter blomsterne kraftigt, bladene er fjersnitdelte og de gule blomsterkurve, af ca. 10 mm i diameter, ligner runde knapper.

Vidste du...?

At canadisk gyldenris og sildig gyldenris, i lighed med kæmpe-bjørneklo, udkonkurrerer stort set alle andre plantearter i deres nærhed.

Formering

Gyldenris spredes både med frø og med rodskud. Frøene ligner mælkebøttes, men er dog meget mindre og er meget lette, idet ca. 20.000 frø vejer 1g. Frøene spredes let med vinden, og da 1 skud i gennemsnit producerer op til 10.000 frø, kan gyldenris hurtigt invadere store åbne arealer. Frøene kan dog ikke spire i tætte bevoksninger, og de overlever sjældent mere end et år.

En enkelt plante kan sprede sig med rodskud, gennemsnitlig 27 cm i hver retning pr. år, hvilket hurtigt resulterer i store og tætte bestande. Rodskuddene ligger normalt i de øverste 10 cm af jorden. Når først en bestand er veletableret, ligger rodskuddene som en tæt måtte i de øvre jordlag, mens nyetablerede bestande har et mere løst rodnet.

Gyldenris udskiller kemiske stoffer fra rødderne (allelopatriske stoffer), som undertrykker væksten af andre planter og hindrer andre planters frø i at spire. Dette sammenholdt med den tætte vækst gør, at veletablerede gyldenris bestande er næsten en monokultur, fuldstændig uden forekomst af hjemmehørende plantearter.

Voksested

De invasive gyldenris arter vokser naturligt på tørre lysåbne steder i Nordamerika, men i Danmark kan de træffes på næsten al slags bund. Når først de er etableret i et område, ses de både på tør og fugtig bund, næringsfattigt og næringsrigt, og de ses efterhånden oftere dybt inde i mørke skove, hvor de har spredt sig fra skovvejene og arealer med renafdrift.

Læs mere

Sådan kender du forskel på de invasive gyldenris

Faktaark om gyldenris

Gyldenrisprojektet 2005-2007  (af Anna Bodil Hald)

Bekæmpelse af invasive gyldenris arter  (af Anna Bodil Hald)

NOBANIS faktaark - Solidago canadensis

Forebyggelse og bekæmpelse af invasive plantearter  (af Hans Nielsen, Det økologiske Råd)