Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Engelsk vadegræs

Spartina anglica 

Udseende

Engelsk vadegræs har en 50- 130 cm høj, stiv, hul stængel på omkring 0,5- 1 cm i diameter. Bladene er 0,5- 1,3 cm brede og 36- 46 cm lange, grågrønne og spidse.

Spredning

Et frø, der spirer, kan hurtigt blive til en stor tue via aseksuel spredning. Dette foregår ved at spiren sender rhizomer ud, der skyder nye skud, der igen sender rhizomer ud osv. Til sidst er en enkelt spire blevet til en stor tue. På grund af rhizomer og rodskydning vokser Spartina ofte i tilnærmelsesvis runde tuer, der med tiden vil forme lange bælter langs kysten og på vaden, efterhånden som tuerne spredes og vokser sammen.

Hvor kommer den fra?

Ved slægtskabsundersøgelser har man kortlagt  Spartina anglicas  oprindelse. Man mener, at den Nordamerikanske  Spartina alterniflora  omkring 1829 blev indført formodentligt med ballastvand til kystområdet omkring Southampton Bay, England, hvor den omkring 1870 hybridiserede med den her hjemhørende  Spartina maritima  . Resultatet blev den sterile hybrid  Spartina townsendii  . Den fertile allopolyploid  Spartina anglica  opstod omkring 1890 ved kromosomfordobling hos  Spartina townsendii  .

Habitat

Artens fysiologiske egenskaber tillader, at den kan overleve og trives i et miljø, hvor kun få andre planter kan vokse, hvilket resulterer i, at  Spartina anglica  ofte ikke har konkurrence fra andre planter. Således har  Spartina anglica  frit spillerum til at okkupere sin egen niche, hvilken især er fra strandkanten og ud over vaden.

Geografisk udbredelse

Artens evne til at tilbageholde og ophobe store mængder sediment har medført, at planten bevidst er udplantet mange steder i verden i forbindelse med landindvinding, stabilisering af flodmundinger og kystbeskyttelse. Som eksempel kan det nævnes, at der mellem 1924 og 1936 blev sendt omkring 175.000 plantefragmenter og store mængder frø fra britiske kyster til mere end 130 lokaliteter rundt omkring i verden.  Spartina anglica  klarer sig succesfuldt i lande såsom f. eks.: Australien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Irland, Kina, New Zealand, Syd Afrika, Tyskland og USA.  Den trives tilsyneladende ikke godt i tropiske lande.

Læs mere

Det invasive vadegræs Spartina anglica i Stavns Fjord, Samsø - et forvaltningsmæssigt perspektiv

Hvorfor uønsket?

Artens evne til at tilbageholde og ophobe store mængder sediment har medført, at planten bevidst er udplantet mange steder i verden i forbindelse med landindvinding og kystbeskyttelse. Desværre har det vist sig, at der også kan være negative effekter forbundet med etableringen og spredningen af  Spartina anglica  – i denne forbindelse nævnes oftest:

  • Ændring af habitattyper og dermed især en trussel mod vådområder, saltmarsk og vade.
  • Tab af værdifuldt habitat for migrerende fugle samt vadefugle. Når vaden forsvinder, forsvinder fødegrundlaget for mange fugle – især for fugle der lever af hvirvelløse dyr som muslinger, sandorme, snegle og krebsdyr, der lever i mudderet på vaden og langs kysten.
  • Fortrængning af oprindelige plantearter og dermed en mindre artsdiversitet. I Danmark er det især kvellervaden, der forsvinder i takt med, at  Spartina anglica breder sig.
  • Tab af habitat til fiskeyngel der lever på lavt vand.

Vedrørende engelsk vadegræs

Vadegræs er et særtilfælde på to måder i forhold til invasiv status:

1) Den skal beskyttes i dele af Danmark grundet habitatdirektivet, som kræver beskyttelse af habitattype 1320, Vadegræssamfund. Engelsk vadegræs ( Spartina anglica ) er medtaget på EU's beskrivelse af habitattypen som karakteristisk art sammen med øvrige vadegræs-arter og hybrider. I det tri-laterale Vadehavssamarbejde blev Danmark i 2007 kritiseret for ikke at medtage 1320 på udpegningsgrundlaget for Vadehavet, og det blev vedtaget fremover at medtage 1320 som udpegningsgrundlag, bl.a. i lyset af at engelsk vadegræs må opfattes som indenfor sit naturlige udbredelsesområde grundet løbende naturlig spredning med havstrømme til danske Vadehav fra andre dele af Vadehavet og/eller fra England, hvor arten opstod. I andre dele af Danmark, end der hvor arten er på et habitatområdes udpegningsgrundlag, har Danmark ikke pligt til at bevare hverken arten eller de vadegræssamfund, som den danner.

2) Arten er opstået for ca. 100 år siden ved kromosomfordobling på basis af en steril hybrid mellem en amerikansk og en europæisk art. Arten har derfor 50% gener med oprindelse i Amerika. Den type artsdannelsesproces er almindelig blandt græsser, idet en stor del af verdens græsarter er opstået på den måde. Det er omdiskuteret hvilket område en sådan art skal have som naturligt udbredelsesområde. Der kan argumenteres for at arten må have naturligt udbredelsesområde i det mindste i England, hvor den opstod, og afledte områder, hvortil den spreder sig af sig selv. Hvis der modsætningsvis argumenteres ud fra de 50% fremmede gener, kan arten aldrig opnå at have noget naturligt udbredelsesområde, og arten vil være "hjemløs". EU har i forbindelse med habitatdirektivet valgt at lægge vægt på artens vigtighed som danner af plantesamfundet "1320" og accepteret den i EU svarende til, at den ikke skal være hjemløs, men have naturligt udbredelsesområde omkring Nordsøen.

Arten har været beskrevet som indført til DK i 1930, og dermed fremmed, men parallelt med indførelsen har den spredt sig spontant til både Danmark og senest også til Sverige, godt hjulpet af havstrømme og det varmere klima.