Trafikstøj og sundhed

Det kan være forbundet med alvorlige helbredsmæssige konsekvenser at være udsat for vejstøj. Det er skønnet, at flere hundrede danskere hvert år dør for tidligt på grund af udsættelse for vejstøj.

Sundhedseffekter ifølge WHO 

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO , kan trafikstøj medføre gener og helbredseffekter som kommunikationsbesvær, hovedpine, søvnbesvær, stress, forøget blodtryk, forøget risiko for hjertesygdomme og hormonelle påvirkninger.

Støj kan påvirke ydeevnen og påvirke børns indlæring og motivation. Støj har således sundhedsskadelige virkninger på mennesker og kan ved længere tids påvirkning føre til egentlige helbredseffekter. Især støj om natten vurderes som skadelig, da støj om natten kan gøre det vanskeligere at falde i søvn, give dårligere søvnkvalitet, forstyrre søvnen og medføre for tidlig vækning.

WHO: 1 mio. tabte leveår i Vesteuropa som følge af trafikstøj

En undersøgelse fra 2011 fra WHO konkluderer, at en ud af tre europæere er generet af støj i dagtimerne, og én ud af fem får forstyrret sin nattesøvn på grund af støj fra trafikken. Støjbelastningen øger risikoen for hjertekarsygdomme og forhøjet blodtryk.

Rapporten konkluderer, at trafikstøj hvert år koster mindst 1.000.000 sunde leveår i Vesteuropa.
Læs undersøgelsen på WHOs hjemmeside.

Sammenhæng mellem blodprop i hjertet og vejstøj

En undersøgelse fra 2012 fra Mette Sørensen (Kræftens Bekæmpelse) bekræfter, at vejstøj giver en forøget risiko for blodprop i hjertet.

Undersøgelsen viser, at en 10 dB stigning i vejtrafik giver en øget risiko på 12 % for at få blodprop i hjertet. Tallene svarer til, at ca. 3,7 % af tilfældene af blodprop i hjertet skyldes vejtrafikstøj, svarende til ca. 330 nye tilfælde hvert år i Danmark.

Læs videnskabelig artikel om undersøgelsen

Sammenhæng mellem vejstøj og diabetes

En dansk undersøgelse fra 2012 viser, at støj fra vejtrafik øger risikoen for at få diabetes.
Undersøgelsen viser, at ca. 1400 mennesker årligt diagnostiseres som følge af støj fra trafikken, svarende til ca. 5% af alle nye diabetes tilfælde.
Læs videnskabelig artikel om undersøgelsen

Sammenhæng mellem vejstøj og slagtilfælde

En dansk undersøgelse fra 2011 viser, at mennesker der bor på adresser med meget støj fra vejtrafikken har en øget risiko for at få slagtilfælde, dvs. blødning eller blodprop i hjernen.
Under forudsætning af at de anvendte forudsætninger er korrekte viser beregningerne, at 5% af alle slagtilfældene skyldes støj fra vejtrafikken. Det svarer til cirka 600 nye slagtilfælde årligt i Danmark skyldes støj fra vejtrafikken.
Læs publiceret artikel i Oxford Journals om undersøgelsen.
Læs pressemeddelelse fra kræftens bekæmpelse om undersøgelsen

Sundhedseffekter i Danmark som følge af vejstøj

I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens vejstøjstrategi i 2003 blev der givet et første bud på omfanget af de sundhedsmæssige konsekvenser. Det er forsigtigt anslået, at i størrelsesordenen 800-2200 personer i Danmark årligt indlægges på sygehuse med forhøjet blodtryk eller hjertesygdom på grund af den ekstra risiko som trafikstøj giver.

Det blev samtidig vurderet, at vejstøj årligt er årsag til 200-500 for tidlige dødsfald om året, som følge af forhøjet blodtryk og hjertesygdom.

I forbindelse med vejstøjstrategien blev der udarbejdet en delrapport om gener og sundhedskonsekvenser af vejstøj.

Ny sammenfattende viden om støj og sundhed

Som en del af evalueringen af vejstøjstrategien i 2010 er også gennemført en ny sammenfattende viden om vejstøj og sundhed , udført af Stockholm Universitet. Evalueringen bekræfter, at der er alvorlige helbredseffekter forbundet med at  være udsat for vejstøj over grænseværdien.

Evalueringen bestyrker viden om, at vejstøj er årsag til mange sygedage og at flere hundrede danskere hvert år dør tidligere end ellers.