Ulovlig import af pesticider

Som led i Grøn Vækst-initiativerne blev der i 2010 nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af SKAT, NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen, som alle, med forskellige indgangsvinkler, er involveret i kontrolarbejdet med ulovlig import og anvendelse af ikke-godkendte bekæmpelsesmidler. Arbejdsgruppen samarbejder om forskellige kontroller.

I 2012 blev der foretaget kontrol af transporter ved udvalgte grænseovergange med deltagelse af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion og SKAT 3 gange.

Kemikalieinspektionen foretog 47 uvarslede besøg hos importører og forhandlere, hvor lagrene blev gennemgået.

Desuden blev der foretaget besøg hos et stort antal brugere. NaturErhvervstyrelsen foretog tilsyn hos 6-700 landbrug, hvor sprøjtejournaler og pesticidoplag blev kontrolleret. Kemikalieinspektionen foretog uanmeldte besøg hos 30 golfklubber og 4 maskinstationer, som havde oplag af pesticider. NaturErhvervstyrelsen og Kemikalieinspektionen foretog sammen tilsyn med anvendelsen af pesticider på majsmarker i Sønderjylland.

Endelig foretog SKAT gennemgang af udvalgte skatteregnskaber, hvor der optrådte fradrag for indkøb af bekæmpelsesmidler. Kontrollen blev foretaget med særlig opmærksomhed på fakturaer fra visse udenlandske leverandører.

Kontrol finder ulovlige sprøjtemidler på maskinstationer