Kontrol af olielamper

Kemikalieinspektionen har i 2015-2016 kontrolleret olielamper på det danske marked. For at olielamper må sælges på det danske marked, skal de leve op til den europæiske standard EN 14059 om dekorative olielamper. Standarden stiller bl.a. krav om børnesikret lukning og tydelige instruktioner på olielampen.

Indsamlingen af olielamper til kontrol var i efteråret 2015, og da salg af olielamper i fysiske butikker er sæsonbestemt og typisk sælges om foråret/sommeren, var det mest hensigtsmæssigt at indhente produkter fra webshops.

6 virksomheder med webshops blev kontaktet og bedt om at indsende produkter, som Kemikalieinspektionen på forhånd havde udvalgt som interessante. I alt blev 10 virksomheder kontaktet; herunder 4 distributører.

Hos 2 af virksomhederne var olielamperne annonceret som et gør-det-selv produkt, hvor olielamperne bestod af flere dele, som samlet set kan blive til en olielampe og hørte derfor ikke under Miljøstyrelsens regler. Oplysninger om salg af disse produkter blev videresendt til Sikkerhedsstyrelsen.

Hos en enkelt af virksomhederne var olielamperne udgået af sortiment, og en enkelt webshop kunne hurtigt dokumentere at alle de olielamper, som var blevet udvalgt til kontrol levede op til standardens krav, og inspektionen modtog derfor ikke disse olielamper.

Der blev i alt fremsendt 7 olielamper til kontrol fra 2 webshops. 4 af olielamperne blev ikke defineret som dekorative lamper – og skal derfor ikke leve op til standarden. 1 olielampe bliver udelukkende solgt til restauranter og for de to resterende olielamper blev der fremvist dokumentation for, at lamperne overholdt EN14059.