Har du solgt et ulovligt eller farligt produkt?

Importører, distributører og producenter har pligt til at indberette til Kemikalieinspektionen hvis de har solgt eller markedsført et ulovligt eller farligt produkt

Anmeldelse om ulovlige og farlige produkter til kontrolmyndighed

Har du solgt eller på anden vis markedsført et ulovligt produkt i Danmark har du pligt til at indberette dette til den ansvarlige myndighed. Pligten til at underrette myndighederne står i lov om produkter og markedsovervågning, § 5.

Hvis det drejer sig om produkter og kemi, skal du henvende dig til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion på kemikalieinspektionen@mst.dk

Vær særlig opmærksom på, at du som importør, distributør eller producent er forpligtet til at undersøge, om produktet også udgør en risiko .

Viser det sig at produktet udgør en risiko på grund af farlige kemiske egenskaber, så skal du også indrapportere elektronisk via Product Safety Business Alert Gateway på EU-Kommissionens hjemmeside.

For at logge ind i Business Gateway skal man oprette en EU login konto

 

RAPEX 

Vi modtager også advarsler (notifikationer) fra andre EU-medlemslande om farlige kemiske egenskaber fra kosmetik, legetøj og en række andre produkter. De enkelte medlemslande har pligt til at underrette EU-kommissionen, hvis de finder farlige produkter. Systemet hedder RAPEX, som står for The Rapid Alert System for Non-Food Products.

Alle produkter der er anmeldt i RAPEX-systemet (notificeret) i EU kan findes på:

Kommissionens RAPEX hjemmeside (på ec.europa.eu)

Kommissionen sender RAPEX-advarslerne videre til medlemslandene. De advarsler, der handler om farlige kemiske egenskaber, sender Kemikalieinspektionen i høring til relevante brancher/brancheforeninger, større forretningskæder og enkeltimportører/forhandlere, der ønsker at modtage advarslerne direkte. Derudover leder Kemikalieinspektionen efter produkterne på nettet via diverse søgemaskiner.

Hvis produkterne bliver fundet, vælger Kemikalieinspektionen i nogen tilfælde at advare forbrugerne via en pressemeddelelse. Firmaerne opfordres normalt til at trække produktet tilbage. Kemikalieinspektionen kan også vælge at udstede et salgsforbud.