Pesticidstrategi 2017 - 2021

Fakta, forsigtighed og omtanke

Et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti står bag Pesticidstrategi 2017-2021. Strategien er Danmarks nationale handlingsplan for bæredygtig anvendelse af pesticider og afløser Sprøjtemiddelstrategi 2013-2016.

Pesticidstrategien bygger på en langvarig og målrettet indsats for at nedbringe pesticidbelastningen i Danmark. Strategien omfatter en lang række forskellige indsatser, som på forskellig vis bidrager til et mindre belastende pesticidforbrug. Strategien har fire hovedområder:
• Godkendelse af pesticider 
• Målrettet kontrol 
• Indsamling af viden gennem forskningsprogrammet 
• Oplysning, rådgivning og vejledning

Strategien kan læses her
og
den politiske aftale kan læses her.

Hovedpunkterne i Pesticidstrategi 2017-2021:
• Målsætningen om at nå en pesticidbelastning (PBI) på 1,96 skal som minimum nås.
• Der skal udarbejdes en handlingsplan mod resistens med udgangspunkt i principperne for integreret plantebeskyttelse (IPM).
• Vurderingsprincipperne for godkendelse af pesticider er justeret på baggrund af den internationale vurdering af grundvandsbeskyttelsen og godkendelsesordningen
• I boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) styrkes beskyttelsen af grundvand gennem forbud mod opblanding og påfyldning af pesticider og udvendig vask af sprøjter. Der udarbejdes en handlingsplan for yderligere initiativer i BNBO.
• Kontrolindsatsen hos forhandlerne af pesticider styrkes for at nedbringe overtrædelsesprocenten ift. ulovlige pesticider hos forhandlerne.
• Forskning i pesticiders effekt på menneskers sundhed opprioriteres.
• Der etableres en etårig taskforce, som skal bidrage til beslutningsgrundlaget for IPM-indsatsen fra 2018.
• For at fremme IPM etableres et partnerskab for sprøjte- og præcisionsteknologi.
• Afdrift af prosulfocarb mindskes ved krav om brug af afdriftsreducerende dyser fra efteråret 2017.
• Der indføres forbud mod sprøjtning med glyphosat i konsumafgrøder før høst.
• Gebyret for godkendelse af såkaldte mindre afgrøder og mindre anvendelser af allerede godkendte pesticider er nedsat.
• For gartnerierne gennemføres en særlig indsats for at mindske udslip til miljøet og brug af ulovlige midler.