Fra 1. juli 2020 skal sælger kontrollere kunden

Salg af professionelle sprøjtemidler må fra 1. april 2017 kun ske, hvis mindst én medarbejder i forhandlervirksomheden har både den nødvendige uddannelse og en autorisation, og forhandlere skal fra 1. juli 2020 sikre sig, at alle deres kunder er autoriseret til at købe sprøjtemidler.

Der er den 1. juli 2016 trådt nye regler i kraft om uddannelse og autorisation for køb og salg af sprøjtemidler. Reglerne betyder, at:

  • Forhandlere senest fra 1. juli 2020 skal kontrollere om kunden har en relevant autorisation (S1, S2 eller S3-autorisation). 
  • Forhandlere senest den 1. april 2017 skal have mindst én medarbejder ansat, som har relevant uddannelse og en S1-autorisation

Kontrol af autorisation ved pesticidsalg til virksomhed

Ved salg af professionelle sprøjtemidler til en virksomhed skal forhandleren fra 1. juli 2020 kontrollere, at virksomheden har minimum én medarbejder, der er autoriseret i MAB. Dette kontrolleres ved enten at tjekke virksomhedens CVR nummer for dermed at kontrollere, om der er knyttet autoriserede medarbejdere til virksomheden eller ved at tjekke kundens autorisationsnummer.

Kontrollen sker ved at indtaste oplysningerne på forsiden her.

Forhandleren skal kunne dokumentere, at købers autorisationsnummer er kontrolleret. Hvis kundens CVR nummer står på fakturaen, og forhandleren på salgstidspunktet har kontrolleret, at der er tilknyttet en autoriseret medarbejder til CVR nummeret, er dette tilstrækkelig dokumentation. Er der ikke knyttet en medarbejder til CVR nummeret, skal kundens eget autorisationsnummer stå på fakturaen.

Der er oprettet en web-services til forhandlere og ved at benytte den, kan man sikre, at der automatisk sker en kontrol af kundens CVR nummer eller af autorisationsnummer ved hvert køb af sprøjtemidler. Miljøstyrelsen har udsendt breve til forhandlere af professionelle sprøjtemidler og til forhandlere af gas til bekæmpelse af skadedyr om denne webservice. Er du forhandler og har ikke modtaget et sådant brev, kontakt da Miljøstyrelsen på mail: .

Hjælp til opsætning af web-services, finder du her .

Kontrol af autorisation ved pesticidsalg direkte til slutbruger

Sælges professionelle sprøjtemidler ikke til en virksomhed men direkte til slutbruger, skal forhandleren fra den 1. juli 2020 kontrollere, at køber har et autorisationsnummer. Kundens autorisationsnummer skal stå på fakturaen. Eneste undtagelse er, hvis der på produktets etikette står, at en autorisation ikke er krævet.

Man kan kontrollere, om kundens autorisationsnummer er korrekt og gyldigt ved at indtaste autorisationsnummer  her på siden .

Medarbejder autorisation

Forhandlere af professionelle sprøjtemidler skal fra 1. april 2017 have mindst én medarbejder ansat, som har en S1-autorisation. Har medarbejderen et sprøjtecertifikat og evt. opdateringskursus, hvis sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis er mere end 4 år gammelt, kan autorisationen fås med det samme via Miljøstyrelsens Autorisationssystem til brug af Bekæmpelsesmidler, også kaldet MAB .

Ud over kravet om autorisation skal forhandleren også sørge for, at en autoriseret medarbejder er til rådighed for kundeservice i virksomhedens normale åbningstid. Optimalt set bør vedkommende være til stede i hele virksomhedens åbningstid, alternativt skal medarbejderen kunne træffes telefonisk. Kravet gælder også når man sælger pesticider via net-butik.

Læs om S1-autorisationen her.  

Registrering af køb, salg, lager mv.

Alle forhandlere af sprøjtemidler skal føre register over alt køb og salg af sprøjtemidler, og forhandlerne skal til enhver tid kunne fremlægge oplysningerne for Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Mere præcist gælder følgende:

  • alle typer af forhandlere skal kunne dokumentere, hvilke mængder virksomheden har købt og hvilke mængder, man har solgt inden for en given periode.
  • forhandlere, der sælger sprøjtemidler til professionel brug, skal endvidere kunne dokumentere, hvilke kunder, de har solgt de enkelte midler til (autorisationsnummer eller CVR nummer).
  • registre over køb og salg opbevares i minimum fem år.

Opbevaring af giftige og meget giftige midler

Producerer, importerer eller sælger en virksomhed bekæmpelsesmidler, der er klassificeret som giftige, meget giftige skal disse være opbevaret i særligt aflåst skab eller rum og må ikke opbevares sammen med andre bekæmpelsesmidler (læs mere om dette i Bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler). Sælger man midler, der er forsynet med sikkerhedssætning P 405, skal disse produkter opbevares i aflåst rum. Men midler mrf sikkerhedssætningen P 405 må gerne være opbevaret sammen med andre bekæmpelsesmidler.

Samtidig skal opbevaringsstedet være tydeligt mærket med en advarselstavle, som følger reglerne i klassificeringsbekendtgørelsen.

Læs mere om salg og opbevaring af  giftige eller meget giftige  midler samt om definitionen af disse kategorier af midler. 

Markedsføring af sprøjtemidler

Reglerne for markedsføring af sprøjtemidler skal beskytte forbrugerne mod vildledning. Du skal som forhandler undgå vildledende markedsføring.

Det er ikke tilladt at markedsføre produkter, så forbrugerne tror, at et produkt er uskadeligt, selvom det udgør en risiko for mennesker eller miljø. Du må ikke på f.eks. butiksskilte eller i tilbudsaviser bruge ord som "ufarlig", "ugiftig", ”ikke giftigt”, "ikke sundhedsskadelig", ”uskadeligt”, "ikke mærkningspligtig", "testet for ..." (eksempelvis allergi), "godkendt", "miljørigtigt", "miljø", "øko" og "natur".

Reklameringen må heller ikke indeholde visuelle fremstillinger af potentielt farlig praksis for håndtering af sprøjtemidlet, såsom blanding eller anvendelse uden dette foregår med tilstrækkelig beskyttelsesbeklædning, anvendelse i nærheden af fødevarer eller i nærheden af børn. 

Du må som forhandler selvfølgelig heller ikke anprise et produkt som et bekæmpelsesmiddel, hvis det ikke er godkendt som et sådant af Miljøstyrelsen. Kun hvis midlet er godkendt af Miljøstyrelsen, må der på etiketten eller på virksomhedens hjemmeside anføres noget, der indikerer, at midlet er velegnet til bekæmpelse af ukrudt, sygdomme eller skadedyr. Er et bekæmpelsesmiddel fx ikke godkendt til bekæmpelse af mos, må der på etiketten ikke stå noget, der får forbrugeren til at tro, at det er godkendt til dette formål. Der må i så fald fx ikke stå, at et middel "kvæler mosset", at det "bekæmper mos", at det er "effektivt mod mos", "mos - nej tak" eller at "midlet ikke bør anvendes, hvis man ønsker mos i plænen".

Læs mere om reklamering her

Se reglerne om  vildledende markedsføring  af bekæmpelsesmidler. 

Myndighedernes kontrol

Det er Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der fører tilsyn med forhandlere af sprøjtemidler. De kontrollere både opbevaringsregler, uddannelsesregler mv. og salgsmedarbejderes autorisationsnummer skal oplyses, hvis det forlanges af kontrolmyndigheden.