Fakta om reglerne

I 2015 trådte der nye regler i kraft om salg samt opbevaring af sprøjtemidler til private forbrugere. Nye regler indført i 2016 kræver, at forhandlere pr. 1. april 2017 har medarbejdere, der er autoriseret i MAB.

Hvad er formålet med reglerne?

Mange sprøjtemidler er ikke kun farlige for de organismer, de skal bekæmpe – de kan også skade mennesker og miljø. Reglerne om uddannelse og autorisation af forhandlere og særlig opbevaring af sprøjtemidler i detailhandlen indføres for at nedsætte forbruget af sprøjtemidler i private haver og for at begrænse risikoen for miljø og menneskers sundhed.

Reglerne er et led i regeringens sprøjtemiddelstrategi og er desuden et led i implementeringen af EUs rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider. Rammedirektivet opstiller fælles EU-rammer for, hvordan sprøjtemidlers belastning af miljøet kan minimeres.

Hvad siger de danske regler?

Der er tre overordnede krav vedr. salg af sprøjtemidler:

1. Godkendte midler  
Alle sprøjtemidler er opdelt i to grupper:

Gruppe 1:
Midler, der kun kan købes og bruges af professionelle brugere, som har et gyldigt sprøjtecertifikat, sprøjtebevis, hånd- og rygsprøjtebevis eller gasningsbevis og som senest pr. 1. juli 2020 er autoriseret i MAB (Miljøstyrelsens Autorisationsordning til brug af Bekæmpelsesmidler)

Gruppe 2:

Midler, der kan købes og bruges af alle, også forbrugere uden sprøjtecertifikat mv. Listen, der angiver hvilke midler, der kan købes, uden at kunden er i besiddelse af et sprøjtecertifikat (Gruppe 2) kan findes andet sted på styrelsens side.

Hvis butikken også sælger sprøjtemidler i gruppe 1, skal der være en medarbejder med sprøjtecertifikat og som fra 1. april 2017 skal erhverve en S1-autorisation i MAB. Fra 1. juli 2020 skal forhandleren kontrollere kundens autorisation. Forhandleren kan tjekke gyldigheden af kundens autorisation her på siden , ved at indtaste autorisationsnummer på kunden.

2. Opbevaring
En række sprøjtemidler, der sælges i koncentreret form og derfor skal opblandes med vand, må ikke sælges via selvbetjening. De skal opbevares bag disken, i aflåste skabe eller bure eller ude på lageret. Formålet er at sikre, at kunden, i forbindelse med købet, kommer i kontakt med en medarbejder og dermed har mulighed for at få råd og vejledning i valg af middel, korrekt brug og om muligheden for brug af alternativer til sprøjtemidler.

Midler, der allerede er opblandet og er klar til brug samt enkelte koncentrerede midler, må forhandles via selvbetjening. 

3. Uddannelse og autorisation

Personalet skal kunne rådgive kunderne om både risici ved og alternativer til sprøjtemidler. Mindst én medarbejder skal derfor have uddannelse og autorisation og være til rådighed i hele butikkens åbningstid. De(n) autoriserede medarbejder(e) behøver ikke være fysisk til stede i butikken, men kan fx være til rådighed over telefon. Det samme gælder ved salg over nettet. For at kunne opnå autorisation skal man enten have gennemført forhandleruddannelsen i salg af sprøjtemidler til ikke-professionel brug, eller man skal have et gyldigt sprøjtecertifikat, som autoriserer forhandleren til at sælge både ikke-professionelle midler og midler, der fra november 2015 kun er godkendt til professionel brug.

Hvem har ansvaret for, at reglerne overholdes?

Det er forhandlernes ansvar at overholde reglerne for salg af sprøjtemidler til private haveejere.

Hvem kontrollerer at reglerne overholdes?

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med, at reglerne overholdes. Kemikalieinspektionen gennemfører med mellemrum kontrolkampagner og kigger typisk efter:

  • Salg af produkter, der kræver, at kunden er autoriseret til at købe dem.
  • Salg af ulovlige produkter.
  • Korrekt opbevaring af produkter.

Kemikalieinspektionen vil desuden kontrollere, om butikken råder over autoriserede medarbejdere, som kan rådgive kunderne i hele butikkens åbningstid.

Læs mere om Kemikalieinspektionen.  

Hvilken uddannelse og autorisation kræves, hvis jeg ønsker at forhandle sprøjtemidler, der er godkendt til professionel brug?

Forhandlere af sprøjtemidler til professionelt brug skal gennemføre en uddannelse, der svarer til den nuværende sprøjtecertifikatuddannelse på 74 timer, fordelt på mindst 10 kursusdage og med den kan man erhverve en S1-autorisation (frist for autorisation er 1. april 2017). Hvert 4. år skal forhandleren gennemføre et 1 dags opfølgningskursus, så sprøjtecertifikatet og autorisation fortsat er gyldigt.

Denne uddannelse er selvfølgelig også tilstrækkelig til at opfylde kravet om uddannelse af forhandlere, der sælger sprøjtemidler godkendt til ikke-professionel brug.

Læs mere om sprøjtecertifikat-uddannelsen og S1-autorisationen her.  

Hvis forhandleren både ønsker at sælge sprøjtemidler til professionel brug og til ikke-professionel brug – hvilken uddannelse er så krævet?

Sælges der sprøjtemidler til professionel brug, skal der være medarbejdere tilknyttet forhandleren, der som minimum har et gyldigt sprøjtecertifikat – et forhandlercertifikat er ikke tilstrækkeligt. Derudover skal medarbejderen i tillæg erhverve en S1-autorisation via MAB .

Skal jeg tage forhandleruddannelsen, hvis jeg allerede har et sprøjtecertifikat?

Medarbejdere, der allerede har et gyldigt sprøjtecertifikat (og dermed har taget opfølgningskurser hvert 4. år) behøver ikke at gennemføre en forhandleruddannelse. Med et gyldigt sprøjtecertifikat og ved at opfylde krav om en S1-autorisation senest 1. april 2017, kan man sælge de sprøjtemidler, der er godkendt til brug i både private haver og sprøjtemidler til professionel anvendelse.