Bejdsning – S3

Hvilke rettigheder giver en S3-autorisation?

Du skal have en S3-autorisation via MAB , hvis du kun har behov for at bruge sprøjtemidler i forbindelse med bejdsning af udsæd, dvs. korn, frø, kartofler mv. eller midler til spirehæmning af fx kartofler og andre grøntsager og frugter på lagre. Med en S3-autorisation kan du også købe sprøjtemidler godkendt til professionel brug. Vær opmærksom på ansøgningsfrist 1. januar 2017.

Forudsætninger for at kunne få en S3-autorisation

Der er pt. ikke en specifik uddannelse til dette område, da der er tale om en relativ få personer, som formentlig allerede har de nødvendige kompetencer. Ud fra oplysninger, som Miljøstyrelsen modtager fra personer, der ønsker en S3-autorisation, vil det over de næste par år bliver vurderet, om der er behov for at etablere en særlig uddannelse til denne gruppe.

For at få accept af dine kompetencer med henblik på autorisation, ønsker Miljøstyrelsen oplysninger om erfaringer, gennemførte kurser mv., hvor du er beskæftiget og hvilke typer arbejdseopgaver du varetager. Miljøstyrelsen har ikke fastsat specifikke krav til hvilke erfaringer en S3-autorisation vil kræve, og der er ikke fastsat kriterier for hvilken dokumentation du skal forelægge som fyldestgørende viden på området.

For at få en S3-autorisation skal du søge om at få dine kompetencer vurderet af Miljøstyrelsen, som herefter kan anerkende dem. Du sender en ansøgning via MAB , og hvis du herefter modtager en accept fra Miljøstyrelsen via din digitale postkasse, skal du efterfølgende igen via MAB, autorisere dig for at få din S3-autorisation.

En S3-autorisation vil være gyldig i op til fire år, hvorefter den skal generhverves via MAB. Dog forventer Miljøstyrelsen, at der i det første par år kun vil blive givet S3-autorisation med en gyldighed på to år. Styrelsen vil i løbet af de første par år af ordningen tage stilling til, om der er behov for at kræve yderligere efteruddannelse af denne gruppe af brugere for at kunne forlænge S3-autorisationer og for fremadrettet at udstede sådanne autorisationer. Personer der har fået en S3-autorisation vil få nærmere oplysning om evt. krav om efteruddannelse for at opnå forlængelse af autorisatioen, inden deres autorisation udløber. Oplysningerne sendes til deres digitale postkasse.

Frist for en S3-autorisation i MAB

Hvis du ønsker at bruge sprøjtemidler til bejdsning efter 1. april 2017, skal du erhverve en S3-autorisation via MAB. Hvis du vil sikre dig en autorisation senest 1. april, skal du søge om en S3-autorisation i MAB senest 1. januar 2017. På den baggrund vil Miljøstyrelsen udstede S3-autorisationer til de personer, som Miljøstyrelsen vurderer besidder de nødvendige kompetencer. Autorisationen vil gælde i op til 2 år. 

Fratagelse af autorisation

Overtræder du reglerne om autorisation, kan du straffes med bøde. Autorisation kan i helt særlige tilfælde frakendes igen, hvis du dømmes for grove og gentagne overtrædelser af reglerne på området.