Hånd og rygsprøjtecertifikat

Hvilke rettigheder giver et hånd- og rygsprøjtecertifikat og en S2-autorisation?

Du skal have et hånd- og rygsprøjtecertifikat og erhverve en S2-autorisation via MAB , hvis du ønsker at:

  • købe og bruge sprøjtemidler godkendt til professionel brug og ønsker at udbringe disse med en hånd- eller rygsprøjte med et tankvolumen på maksimalt 25 liter .
  • udbringe alle former for granulater via granulatspredere eller med hånden og påsmøring af midler, herunder til ukrudtsbekæmpelse eller som repellenter.
  • sælge plantebeskyttelsesmidler, der er godkendt til ikke-professionel brug.

Hvis du ønsker at udbringe de professionelle midler med en større sprøjte end anført her, skal du have et sprøjtecertifikat og en S1-autorisation .

Har du allerede et sprøjtecertifikat og en S1-autorisation, behøver du ikke i tillæg at have en S2-autorisation for at sprøjte med fx rygsprøjte.

Frist for autorisation i MAB

Forhandlere af sprøjtemidler vil først fra 1. juli 2020 kræve, at du dokumenterer din autorisation ved at oplyse autorisationsnummer. Har du allerede den nødvendige uddannelse, kan du autorisere dig i MAB nu eller du bør autorisere dig næste gang du tager din uddannelse/opdateringskursus.

Hånd- og rygsprøjtecertifikat-uddannelsen

Uddannelsen kan erhverves på en række AMU centre. Klik her og søg på nummer  48170 . Så vil du kunne se hvilke skoler der udbyder kurset og hvornår.  Her kan du også tilmelde dig et kursus. Uddannelsen varer to dage og har en lille afsluttende prøve, som du skal bestå for at erhverve et certifikat.

Når du har gennemført uddannelsen, kan du enten på kursusdagen eller efterfølgende autorisere dig i MAB .

Sprøjtebevis

I den tidligere gældende bekendtgørelse (nr. 825 af 26. juni 2013) indgik en uddannelse kaldet sprøjtebevis, som nu er nedlagt.

Har du etableret dig i egen eller forpagtet virksomhed før 1991, og har du et sprøjtebevis fra før sommeren 2016, sidestilles denne uddannelse med et sprøjtecertifikat. Er sprøjtebeviset mere end fire år gammelt, er det kun gyldigt, hvis du har gennemført et opfølgningskursus indenfor de seneste fire år. I så fald kan du erhverve en S1-autorisation .

Har du ikke etableret dig i egen virksomhed før 1991, vil du med et sprøjtebevis kunne få en S2-autorisation. Det forudsætter, at sprøjtebeviset ikke er mere end fire år gammelt eller, at du har taget et opdateringskursus indenfor de seneste fire år.

S2-opfølgningskursus til hånd- og rygsprøjtecertifikat eller sprøjtebevis

Hvert 4. år skal alle med et hånd- og rygsprøjtecertifikat eller et sprøjtebevis gennemføre et opfølgningskursus for at forlænge gyldigheden af deres certifikat.

Når et opfølgningskursus er etableret, vil du her kunne læse, hvor de tilbydes, hvordan du tilmelder dig mv.

Kurset er af fire timers varighed og inkluderer ikke prøveaflæggelse. Du skal efter kurset selv autorisere dig i MAB .

Forudsætninger for at kunne få en S2-autorisation

Du kan få en S2-autorisation, hvis du opfylder en af følgende tre punkter:

  • har et hånd- og rygsprøjtecertifikat.
  • har sprøjtebevis (uddannelse udbudt frem til sommeren 2016) som er mindre end 4 år gammelt, eller suppleret med et opfølgningskursus.
  • har erhvervet særlig viden og kompetencer om miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig brug af plantebeskyttelsesmidler udbragt med hånd- og rygsprøjte. Miljøstyrelsen vil vurdere og evt. acceptere sådanne kompetencer på baggrund af en ansøgning, der indsendes via MAB .

Fratagelse af autorisation

Overtræder du reglerne om autorisation, kan du straffes med bøde. Autorisationen kan i helt særlige tilfælde frakendes igen, hvis du dømmes for grove eller gentagne overtrædelser af reglerne på området.