Journalføring af gennemførte gasninger

Alle der bruger gas til skadedyrsbekæmpelse skal føre en journal over gennemførte gasninger. Journalen bør udfyldes hurtigst muligt efter gasningen er gennemført og optimalt set på dagen for gasningen.


Hvad skal indgå i journalen

  1. Hvor (ved muldvarpe- og mosegrisbekæmpelse i marker skal afgrøden angives og marken identificeres, ved indendørs gasning skal bygninger mv. specificeres).
  2. Hvornår gasning er blevet gennemført.
  3. Hvilke bekæmpelsesmidler, der blev anvendt til gasningen.
  4. Hvilken mængde bekæmpelsesmiddel, der har været medbragt, og hvilken mængde der har været anvendt til gasningen.
  5. Hvem (navn og autorisationsnummer) der har udført, og hvis relevant, hvem der har bistået ved gasningen, herunder afspærrings- og vagtopgaver.
  6. Om der er indtruffet omstændigheder, der har givet anledning til at afbryde gasningen eller til andre særlige forholdsregler.

Hvis der under gasningen indtræffer uheld eller andet, der gør, at politi, redningsberedskab eller kommunale miljøforvaltninger må tilkaldes, skal personen, der foretager gasningen, anmelde det til Giftlinjen. Anmeldelsen skal ske senest 24 timer efter, at hændelsen er sket og anmeldelsen skal anføres i journalen.

Krav om opbevaring af journalen

Journalen skal opbevares for de forudgående tre kalenderår. Journalen skal på forlangende forevises tilsynsmyndigheden, det vil sige NaturErhvervstyrelsen og Miljøstyrelsen og til politi, redningsberedskab eller kommunale miljøforvaltninger.