Indhold af synet

Ved syn af en sprøjte skal synsinspektøren navnlig lægge vægt på, at sprøjten i relevant omfang opfylder en række krav til eksempelvis kraftoverføringsdele, pumpe og rør samt slange

1) Kraftoverføringsdele 

Til beskyttelse af sprøjteføreren skal afskærmningen af kraftudtag og kraftindtag være monteret og i god stand, og beskyttelsesudstyr og bevægelige og roterende kraftoverføringsdele skal kunne fungere uhindret. 

2) Pumpe  

Pumpens kapacitet skal være tilpasset udstyret, og pumpen skal fungere korrekt til sikring af stabil og pålidelig sprøjtehastighed. Pumpen skal være tæt.

3) Omrøring

Omrøringsanordninger skal sikre god cirkulation, så der opnås en jævn koncentration i al sprøjtevæsken i tanken. 

4) Tank til sprøjtevæske

Sprøjtetanke, herunder indikator for tankindhold, påfyldningsudstyr, sier og filtre, tømnings- og rensningsanordninger og blandingsudstyr, skal fungere på en måde, der minimerer udslip, ujævn koncentrationsfordeling, eksponering af sprøjteføreren og restindhold af sprøjtevæske.

5) Målesystemer og styre- og reguleringssystemer

Alle anordninger til måling, åbning og lukning og indstilling af tryk eller ydelse skal være behørigt kalibreret og fungere korrekt og være uden utætheder. Det skal være nemt at regulere trykket og håndtere trykindstillingsanordningerne under sprøjtning. Trykindstillingsanordningerne skal opretholde et konstant arbejdstryk ved konstant pumpeomdrejningstal til sikring af stabil sprøjtehastighed.

6) Rør og slanger 

Rør og slanger skal være i god stand, så forstyrrelser i væskestrømmen eller udslip som følge af lækager undgås. Der må ikke være udsivning fra rør eller slanger, når systemet drives med det højest mulige tryk. 

7) Filtrering 

For at undgå turbulens og ujævnheder i spredebilledet skal filtrene være i god stand, og filtrenes hulstørrelse skal svare til størrelsen af de dyser, der er monteret på sprøjten. Hvis der forefindes et system til angivelse af filtertilstopning, skal det fungere korrekt.

8 ) Sprøjtebom (dvs. udstyr, hvor sprøjtning foregår ved hjælp af en vandret bom, der anbringes i tæt afstand fra den afgrøde eller det materiale, der skal behandles) 

Sprøjtebommen skal være i god stand og stabil i alle retninger. Fastgørelses- og justeringssystemer og anordninger til svingningsdæmpning og hældningskompensation skal fungere korrekt. 

9) Dyser 

Dyser skal fungere korrekt, så drypning ikke forekommer, når sprøjtningen indstilles. For at sikre et jævnt spredebillede må ydelsen fra den enkelte dyse ikke afvige betydeligt fra oplysningerne i de af fabrikanten leverede ydelsestabeller.

1 0) Væskefordeling

Sprøjtevæsken skal fordeles jævnt i målområdet. Den jævne fordeling skal sikres både til siderne og lodret (ved behandling af højtvoksende afgrøder). 

11) Luftblæser på udstyr, hvor sprøjtevæsken fordeles ved hjælp af luft 

Blæseren skal være i god stand og skal sikre en stabil og pålidelig luftstrøm.