Hvem, hvornår og hvor

Princippet om, hvem der har pligt til at ansøge, hvornår du kan ansøge, og at det er de enkelte EU-lande, der godkender eller giver afslag gælder fortsat med implementeringen af forordning 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.
EU er dog nu inddelt i tre zoner, hvor landene zonevis samarbejder om behandling og vurdering af nye produktansøgninger.

Hvem kan ansøge?

Det er den virksomhed, som markedsfører produktet, der skal ansøge om en godkendelse. I forbindelse med ansøgning om produktgodkendelse følger et gebyr, som afhænger af ansøgningstypen. Mere information om dette kan findes under "Gebyr"-fanen i venstre menu. 

Hvornår ansøger du?

Du kan først starte ansøgningsprocessen i f.eks. Danmark, når aktivstoffet i produktet er godkendt, og optaget på EU’s positivliste (godkendelsesforordningen). Afviser EU et aktivstof, er det forbudt at sælge og markedsføre på det europæiske marked.  Dette gælder uanset, om du har ansøgt før eller efter den 14. juni 2011.
Der er én mulighed for at starte ansøgningsprocessen, før et aktivstof er optaget på positivlisten. Et nyt aktivstof skal vurderes af EU inden for 2 ½ år. Hvis tidsfristen overskrides, kan du ansøge om en midlertidig godkendelse af dit produkt, uden at aktivstoffet er færdigvurderet.
Læs mere om midlertidige godkendelser

Hvor skal du ansøge

Du skal ansøge om produktgodkendelse i det land eller de lande, hvor du ønsker at markedsføre dit produkt. Dette gælder også i de nye godkendelseszoner, hvor vurdering af nye produkter og revurderinger foretages zonevis. EU fungerer dog som en samlet zone, når der skal vurderes midler til væksthuse, til behandling af afgrøder efter høst, til behandling af tomme lagerrum eller til bejdsning.

Danmark i Nordzonen
Danmark indgår i Nordzonen sammen med Estland, Finland, Letland, Litauen og Sverige. Norge deltager i samarbejdet i zonen. 
Mellemzonen udgøres af Østrig, Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Irland, Luxemburg, Holland, Polen, Slovakiet, Slovenien og England (UK). Sydzonen består af Cypern, Frankrig, Grækenland, Italien, Malta, Portugal og Spanien.

Frit hvor du vil ansøge

Du kan ansøge i så mange lande og zoner, som du ønsker. Der kan søges om to typer af godkendelser. Zonegodkendelse eller en gensidig anerkendelse - både inden for zonen og zonerne i mellem.

Der er udarbejdet vejledninger for samarbejdet med fælles retningslinjer for godkendelse i de enkelte zoner, og styregrupper, der skal sikre samarbejdet imellem de respektive myndigheder.

Få mere at vide

Se Vejledning fra EU om zonegodkendelse og gensidig anerkendelse (Guidance document on zonal evaluation and mutual recognition under Regulation (EC) No 1107/2009)
Liste over godkendte aktivstoffer (Kommissions forordning 540/2011)
Liste over afviste aktivstoffer (se status for aktivstoffer enkeltvis eller lister over ikke-godkendte aktivstoffer på EU Kommissionens hjemmeside)