Gebyrer på ansøgninger om godkendelse af sprøjtemidler

Miljøstyrelsen opkræver gebyrer for alle ansøgninger om godkendelse af et sprøjtemiddel

Miljøstyrelsen har siden 1. januar 2014 opkrævet gebyrer for alle ansøgninger om godkendelser af sprøjtemidler. Gebyrerne skal dække alle omkostninger i forbindelse med behandling af ansøgningerne efter reglerne i pesticidforordningen og bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen. Gebyrerne opkræves efter modtagelse af ansøgningen og skal indbetales til Miljøstyrelsen.

For ansøgninger om nye eller fornyede godkendelse af sprøjtemidler, herunder gensidige anerkendelser, vil den første faktura på 15.000 kr. blive afsendt efter modtagelsen. Den resterende del af gebyret bliver først opkrævet, når ansøgningen er anerkendt.

For ansøgninger om mindre anvendelser, dispensationer, parallelimport og administrative ændringer opkræves gebyret ved modtagelsen.

Miljøstyrelsen gennemgik i 2017 de eksisterende gebyrer, og sammenlignede dem med det tidsforbrug, styrelsen har registreret for de forskellige sagstyper. Dette har medført en justering af gebyrerne. Da der samtidig er efterspørgsel efter flere typer af godkendelser, er der også sket en tilpasning af ansøgningsmulighederne. Tilpasningen indebærer, at flere gebyrtyper (grundgebyr samt tillægsgebyr) differentieres fra brede og relativt dyre kategorier til mere specifikke og dermed billigere kategorier. Der er også oprettet enkelte nye gebyrtyper for fx vurdering af hjælpestoffer og gensidig anerkendelse med nationale addenda.

Som en del af udmøntningen af den politiske aftale om Pesticidstrategi 2017-2021 blev gebyret for godkendelser af allerede godkendte pesticider til mindre anvendelse i små afgrøder i 2017 nedsat med 50 %. På den baggrund er fire gebyrsatser blevet halveret.

Gebyrerne er sammensat af et basisgebyr for de forskellige ansøgningstyper med forskellige tillæg, der bl.a. afhænger af om anvendelsen omfatter afgrøder, der kan bruges til fødevarer og foder og om det omfatter et nyt aktivstof i Danmark eller revurdering af et allerede godkendt aktivstof. Gebyrerne reguleres årligt med udviklingen i pristallet som offentliggjort af Finansministeriet.

Gebyret for en aktivstofvurdering med henblik på optagelse på listen over godkendte aktivstoffer i plantebeskyttelsesforordningen vil i 2018 være max. kr. 1.956.000.

De justerede gebyrer trådte i kraft den 2. marts 2018.

Særlige områder

A. Fornyelser af plantebeskyttelsesmidler

Der vil blive opkrævet fuldt godkendelsesgebyr for den første fornyede godkendelse. Godkendelser af de efterfølgende ansøgninger med det samme aktivstof, vil ikke blive pålignet gebyret i Kolonne C.

B. Ækvivalensvurderingen

Når ækvivalensvurderingen er foretaget af et andet land, opkræver Miljøstyrelsen ikke gebyr.

C. Dispensationer

Når Miljøstyrelsen modtager en ansøgning om dispensation på et konkret middel, der strækker sig over flere perioder mod samme skadevolder i samme år, vil den blive betragtet som én ansøgning.

Når Miljøstyrelsen tidligere har vurderet og bevilget en dispensation på det pågældende middel til den samme anvendelse betales et lavere gebyr.

D. Forsøgsmæssig afprøvning

Grundbeløbet for en ansøgning om forsøgsmæssig afprøvning opkræves hvis der er tale om et produkt med et aktivstof, som er godkendt i Danmark. Hvis der er tale om et produkt med et aktivstof, der ikke er godkendt i Danmark, betales et tillægsgebyr.

E. Mindre anvendelser

Ansøgning om en mindre anvendelse til forskellige afgrøder indenfor samme afgrødetype skal kun betale et gebyr. Det betyder, at ansøgninger om f.eks. forskellige havefrø kan behandles samlet. Gebyret dækker ligeledes flere sammenlignelige produkter (f.eks. produkter med samme aktivstofindhold, som er dækket af samme vurdering) i samme ansøgning.

I forhold til tillægget til AGRO er der ikke tale om et tillæg for effektivitetsvurdering, men derimod for vurdering af, hvorvidt der findes godkendte produkter med den pågældende anvendelse. Dette sker for at beskytte rettighederne hos de virksomheder, der har søgt en rigtig produktgodkendelse til anvendelsen og finansieret studier m.v. AGRO vurderer endvidere, om der af hensyn til resistens eller andre årsager er grundlag for at give en mindre anvendelse til et produkt med en anden virkningsmekanisme.

I forhold til tillægget til FVST/DTU er der to forskellige gebyrer; et for fuld vurdering af nye restkoncentrationsdata, som skal indsendes af ansøger, og et lavere gebyr hvis restkoncentrationen kan ekstrapoleres ud fra allerede eksisterende data fra den regelrette godkendelse. Der betales et gebyr for hvert aktivstof i produktet.

Hvis der er tale om en overførsel af en mindre anvendelse til et identisk produkt betragtes det som en administrativ overførsel, der vil være dækket af gebyret for administrative simple opdateringer.

Gebyr for at få en mindre anvendelse påført sin etiket skal dækkes af godkendelsesindehaveren. Hvis det sker i forbindelse med en anden ændring af etiketten, skal der ikke betales et nyt gebyr.

F. Gebyr for vurderinger af aktivstoffer til EU godkendelse/fornyelse

Når Miljøstyrelsen er Co-RMS for et aktivstof, fastlægger Miljøstyrelsen gebyrstørrelsen på baggrund af skønnet tidsforbrug i forbindelse med den konkrete aftalte opgavefordeling om det pågældende aktivstof og gebyret indbetales i rater som hidtil. Der tilbagebetales endvidere for aktivstofvurderinger, hvis ressourceforbruget er lavere end skønnet.