Aflevér sparepærer til genanvendelse

Content 3 - farligt affald_ny.jpg

Sparepærer og lysstofrør indeholder kviksølv. Derfor skal de indsamles korrekt.

Desværre ender mange tons brugte sparepærer hvert år i den almindelige skraldespand. Sparepærer, der forbrændes med blandet restaffald, frigiver små mængder kviksølv til luften, hvorfra det spredes i miljøet og ophobes gennem fødekæden.

Aflevér derfor dine brugte sparepærer til genanvendelse. Tjek hvordan med din lokale affaldsordning. 

Det kan være svært at se forskel på forskellige typer elpærer. Der er sparepærer, LED-pærer og halogenpærer, som ligner de glødepærer, som var almindelige før i tiden. Hvis du kommer i tvivl, kan du altid aflevere alle slags elpærer sammen med sparepærer. Så bliver de genanvendt. Men smid aldrig elpærer i glas- eller metalcontaineren.

Dine elpærer kan genanvendes

Alle elpærer indeholder glas og metal, som kan genanvendes. Hvis de ikke sorteres fra, bliver de kørt til forbrænding. Det er særligt problematisk for sparepærer og lysstofrør, som også indeholder kviksølv, som skal på deponi. LED-pærer indeholder værdifulde metaller, som kan genanvendes.

Ressourcerne i de brugte elpærer genanvendes til nye produkter.