Om elektronik og graviditet

Elektriske apparater som f.eks. fjernsyn, computere og spillekonsoller kan afgive kemikalier til luften, som binder sig til støvet. Kemikalierne afgives særligt, når apparaterne er tændt.

Stoffer, der afgives, kan f.eks. være bromerede flammehæmmere, som bruges til at brandsikre apparaterne. Der kan også afgives ftalater fra det plastmateriale, som apparaterne er fremstillet af. Nogle bromerede flammehæmmere og nogle ftalater er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Sluk unødvendig elektronik – særligt når du sover. Så mindsker du frigivelsen af stoffer til indeklimaet.

Luft grundigt ud med gennemtræk – mindst to gange fem minutter hver dag. På den måde vil nogle af de stoffer, der er bundet til støvet, forsvinde fra dit indeklima.