Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Baby-Header_med-tekst-og-stempel_v3.jpg

Spis varieret

Varier dine råvarer, og spis mange forskellige fødevarer hver dag.

Mad er også en kilde til uønskede kemiske stoffer. Derfor bør du spise varieret, så du og dit barn ikke får for meget af et problematisk stof. Samtidig er det ikke ligegyldigt, hvilke køkkenredskaber og emballager du bruger, da skadelige stoffer kan vandre over i maden.

Brug egnet emballage og egnede køkkenredskaber

Gør hvad du kan for at undgå, at du selv tilsætter unødig kemi til maden.

  • Opbevar din mad i emballage, der er beregnet til fødevarer. Emballage beregnet til fødevarer er testet for, om der kan afgives kemiske stoffer i for store mængder.
  • Se efter ”Glas og Gaffel”-symbolet eller en tekst på produktet, som siger "egnet til fødevarer".
  • Hvis produktet har en brugsanvisning, så er det vigtigt at følge den. Nogle produkter er fx ikke egnede til varme, fede eller sure fødevarer. Hvis man bruger emballage eller køkkengrej forkert, er der risiko for, at der overføres kemiske stoffer til maden – og derigennem til dit barn.
  • Man kan godt genbruge emballage – hvis man gør det med omtanke. Engangsmateriale bør kun bruges til fødevarer, der ikke adskiller sig fra det oprindelige indhold med hensyn til surhed, fedtindhold eller opbevaringstemperatur.

Kort om mad og drikke

  • Undgå alkohol og tobak.
  • Variér dine råvarer, og spis mange forskellige fødevarer hver dag.
  • Skyl frugt og grønt, så du får mindre jord, snavs og eventuelle pesticidrester.
  • Spis forskellige fisk, fx rødspætter, sild og opdrættede laks, men spis ikke tunbøffer og andre friske udskæringer af de store rovfisk som tun, gedde og haj for at undgå kviksølv.
  • Spis højst 1 dåse tun om ugen og undgå dåser med hvid/albacore tun.
  • Spis højst 125 g Østersølaks om måneden for at undgå dioxin.
  • Spis højst 50 g lakrids om dagen for at undgå ødemer og forhøjet blodtryk.
  • Begræns dit forbrug af kaffe, te og andre koffeinholdige drikke.
  • Spis ikke lever eller levertran for at undgå for meget A-vitamin.
  • Hold en god køkkenhygiejne og kog eller gennemsteg kød.
  • Vask hænder efter kontakt med jord, fx jordrester på grøntsager.

Klik for at læse mere:

Drik ikke alkohol

Alkohol giver en øget risiko for abort og for skader på barnet gennem hele graviditeten. Dit barn får samme promille som dig, men har langt sværere ved at nedbryde alkoholen og er derfor påvirket i meget længere tid. Derfor bør du helt undgå alkohol, når du er gravid. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld.

Emballage

Brug emballager, som er beregnet til fødevarer. De er testet for, om de afgiver kemiske stoffer i for store mængder.

  • Se efter ”Glas og Gaffel”-symbolet eller en tekst på produktet, som siger "egnet til fødevarer".
  • Følg vejledningen til produktet, for at begrænse de kemikalier, der overføres til maden. – Nogle produkter bør fx kun bruges til nogle typer fødevarer eller ved en max-temperatur.
  • Genbrug engangsemballage med omtanke.

Se flere råd om emballage her

Om bagepapir og madpapir

Køb svanemærket bagepapir og madpakkepapir, da de fx ikke må indeholde fluorerede fedt- og vandafvisende stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende.

  • Fedttæt papir fx til fastfood kan også indeholde fluorerede stoffer.
  • Pizzabakker, kageæsker og poser til mikrobølgeovns-popcorn kan afgive fluorerede stoffer. Det er sandsynligvis ikke farligt for voksne, men vær ekstra opmærksom for dit barns skyld.
Skyl frugt og grønt

Skyl altid frugt og grønt. Frugt og grønt kan indeholde støv, jord, virus, bakterier og pesticidrester. Nogle af de uønskede stoffer kan skylles af.

  • Hvis du vil mindske dit indtag af rester af sprøjtemidler, kan du købe økologiske fødevarer eller dansk produceret frugt og grønt.
Opbevar kødpålæg rigtigt

Kødpålæg kan indeholde bakterien Listeria, som kan medføre, at du aborterer spontant eller føder for tidligt.

  • Produkterne har ofte lang holdbarhed, som dog forkortes, når emballagen åbnes. Hold køleskabstemperaturen på højst 5 grader og opbevar kun kødpålæg i få dage, når emballagen er åbnet. Smid altid mad ud efter sidste anvendelsesdato eller mindst holdbarhedsdato.
Fisk er sundt

Fisk er sundt – også for gravide. De indeholder sunde fedtstoffer og er rige på D-vitamin, jod og selen, som kan være svære at få nok af fra andre fødevarer. Spis derfor gerne forskellige slags fisk – både fede og magre – men undgå tunbøffer og andre friske udskæringer af de store rovfisk som tun, gedde og haj for at undgå kviksølv. Spis også højst 1 dåse tun om ugen.

Se flere råd om fisk og graviditet her

Hold igen med kaffe, te og energidrikke

Begræns indtaget af kaffe, te, cola, energidrikke og andre koffeinholdige læskedrikke. Koffein påvirker fosterets hjerte og nervesystem og kan skade dit barns udvikling.

  • Gravide og ammende bør ikke drikke mere end 3 kopper kaffe om dagen.
  • Undgå energidrikke mærket med teksten ”Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder”
  • Hold igen med andre koffeinholdige fødevarer.
Urter. Pas på prikbladet perikon.

Gravide, ammende og børn bør helt undgå at indtage planten prikbladet perikon, som fx findes i te. Der er mistanke om, at planten kan føre til udviklingsskader på barnet.

Spis ikke lever og levertran

Som gravid bør du undlade at spise lever og levertran. Det høje indhold af A-vitamin, kan skade fosteret. Leverpostej kan du godt spise i mindre mængder.

Steg ikke maden for længe eller ved for høj temperatur

Når du griller eller steger mad på panden kan der dannes kræftfremkaldende stegemutagener. Steg ikke maden for længe eller ved for høj temperatur. Din mad bør dog være gennemstegt.

  • Undgå brankning
  • Steg kartofler til gul – ikke til brun.
  • Rist brød til gul – ikke til brun.
  • Kassér stegefedt – brug det fx ikke i sovsen.
  • Kog mere og steg mindre.
  • Brug gerne mikrobølgeovn.
  • Lad ikke stegefedt dryppe på grillkul.
Om spinat og grønkål

Friske grøntsager og frugter indeholder som regel kun små mængder nitrit, som kan danne kræftfremkaldende nitrosaminer. Men hvis nitratholdige fødevarer opbevares uhensigtsmæssigt kan bakterier omdanne nitrat til nitrit. Det gælder især spinat og grønkål og andre grøntsager, som er svære at rense helt for jord og dermed bakterier.

  • Hvis du ønsker at gemme varme retter med spinat eller grønkål, så køl maden hurtigt ned i køleskabet, og opvarm maden grundigt næste gang.
  • Hvis du vil pynte varm mad med et grønt drys, så server det ved siden af, så kun den mad, der bliver spist, er krydret med grønt.
Lakrids – max 50 g/dag

Spis max 50 g lakrids om dagen. Lakrids indeholder et stof, som kan give gravide ødemer og forhøjet blodtryk.

Undgå råmælk og råmælksost

Undgå upasteuriseret rå mælk og oste fremstillet af rå mælk. Det hjælper dig til at undgå bakterien listeria monocytogenes (som kan medføre spontan abort eller for tidlig fødsel) samt parasitten toxoplasma (som kan give barnet øjen- eller hjerneskade).

Læs mere om madbakterier her

Om råt kød og vildt

Råt kød kan indeholde parasitten toxoplasma, som kan give barnet øjen- eller hjerneskade. Derfor:

  • Vask altid hænder efter berøring af råt kød.
  • Spis kun kød, der er gennemstegt eller kogt.
  • Smag ikke på rå fars.
  • Undgå at flå og håndtere harer og andet vildt.

Vidste du:

"Glas og Gaffel symbolet" på emballage og køkkenudstyr betyder, at producenten selv vurderer, at produktet er egnet til kontakt med fødevarer.

Flere råd om emballage

tun

Spis fisk med omtanke

Se råd om fisk og graviditet

Kosttilskud og graviditet

De virksomme stoffer i kosttilskud kan skade dit barn i for store doser. Derfor bør du altid følge  Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens anbefalinger om kosttilskud til gravide , og spørg altid din læge, hvis du er i tvivl om noget.