Tips om luftfriskere

Nogle af duftstofferne i luftfriskere kan fremkalde allergi ved hudkontakt, og det vides ikke, om de kan fremkalde allergi ved indånding. Nogle duftstoffer kan i højere koncentrationer give irritation på luftveje og slimhinder.

Der sælges cirka to millioner luftfriskere om året i Danmark, og det anslås, at fem procent af befolkningen benytter sig af luftfriskere. Markedet for luftfriskere er stigende, og der er især bud efter de produkter, som både har et attraktivt udseende (eksempelvis glasplader med duftgelé eller elektriske luftfriskere) og kan levere en konstant duft over længere tid.

Tips om luftfriskere

Generelt anbefaler Miljøstyrelsen at undgå unødvendig kemi, herunder blandt andet parfume i forbrugerprodukter, pga. allergirisikoen. Denne anbefaling gælder også i forhold til de luftfriskere, som indeholder en lang række allergifremkaldende parfumestoffer.

Det er umuligt at forudsige, hvem der får allergiske reaktioner, da det er individuelt, hvad vi reagerer på og hvordan vi reagerer.

Miljøstyrelsen har undersøgt kemiske stoffer i luftfriskere

Miljøstyrelsen har undersøgt en lang række produkter, der alle er beregnet til at afgive duft i for eksempel stuen, på badeværelset eller i bilen.

Undersøgelsen viser, at de alle indeholder et eller flere af de 24 kemiske stoffer, som af EU er vurderet som allergifremkaldende ved hudkontakt. Der er krav om at luftfriskere skal være mærket, hvis de indeholder mere end 0,1% af et allergifremkaldende stof, så forbrugerne kan se, om de indeholder allergifremkaldende stoffer over en vis mængde.

Undersøgelsen førte til at en lang række producenter fik indskærpelse om at mærke deres produkter korrekt.

Læs Miljøstyrelsens undersøgelse: Kemiske stoffer i duftkugler/ airfreshener og andre produkter der afgiver duft