Tips om fastelavns- og teatersminke

Mange børn synes, det er sjovt at bruge sminke i forbindelse med fastelavn og udklædningslege. Når ansigtet dækkes med sminke med højt indhold af farvestoffer, er der en øget risiko for allergi.

Fastelavnssminke indeholder flere farvestoffer end det meste andet kosmetik. Sminken kan også indeholde konserveringsmidler og parfume. Når huden har kontakt med stofferne i længere tid, øges risikoen for allergi. Fastelavns- og teatersminke er som udgangspunkt ikke farligt, så længe du holder dig til nedenstående tips og lader sminken være forbeholdt særlige lejligheder. 

Lim til udklædningsrekvisitter kan indeholde stoffer, som kan være allergifremkaldende, eksempelvis acrylater. De lime, der bruges til at lime kunstige ører og skæg på, skal derfor være specielt beregnet til at bruge på huden.

Anbefalinger ved brug af fastelavnssminke og lim

  • Vælg kun CE-mærket sminke til dit barn. CE-mærket er producentens garanti for, at produktet lever op til de krav til sundhed og sikkerhed, der gælder for legetøj.
  • Undgå fastelavnssminke med parfume. Parfume øger allergirisikoen.
  • Hvis dit barn har eksem eller følsom og irriteret hud, så overvej at undgå sminken helt, da barnets hud kan være mere modtagelig for allergi.
  • Brug kun sminken der, hvor den er beregnet til at blive brugt. Kom eksempelvis ikke ansigtssminke på læberne eller den sarte hud omkring øjnene.
  • Brug en fed creme under sminken og vær omhyggelig med at fjerne sminken bagefter. Sminken renses bedst af med vand og sæbe eller en rensecreme. Beskyt herefter huden med en uparfumeret creme.
  • Brug kun den type lim, der er beregnet til at komme på huden.

I øvrigt gælder som ved alt andet kosmetik, at hvis du eller dit barn er allergisk, bør du altid læse indholdsdeklarationen, før du køber et produkt, så du kan undgå det eller de stoffer, som enten du eller dit barn ikke kan tåle. Samtidig bør du læse brugsanvisningen.

Se video med Grønne Tips til fastelavnssminken