Tatoveringer og semipermanente tatoveringer - baggrund

Miljøstyrelsen har igennem nogle år fulgt udviklingen på området – først og fremmest i forhold til forbrugernes udsættelse for kemiske stoffer, og har bidraget til EU’s arbejde på området.

Miljøstyrelsens notat, 12. september 2006

Semi-permanente tatoveringer, også kaldet permanent make-up, er en betegnelse for en type af tatoveringer, som efter udøvernes udsagn, kun holder i en begrænset årrække. Det kan f.eks. være en optegning af læberne eller anlægning af en eyeliner, som tatoveres ind i huden.

Miljøstyrelsen har igennem nogle år fulgt udviklingen på området – først og fremmest i forhold til forbrugernes udsættelse for kemiske stoffer, og har bidraget til EU’s arbejde på området. Målet er at forbrugerne ikke udsættes for sundhedsskadelige kemikalier.

Miljøstyrelsen er myndighed på området, for så vidt angår de tatoveringsfarver, der anvendes til både semipermanente og permanente tatoveringer. Tatoveringsfarver er omfattet af loven om kemiske stoffer og produkter, og der skelnes ikke mellem de to typer af tatoveringer. Det er producenten eller importørens ansvar, at produkterne overholder lovgivningen og ikke udgør en risiko for forbrugerne. Tatoveringsfarver skal overholde:Bekendtgørelsen nr. 329 af 16. maj 2002 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter

Det betyder, at hvis produkterne indeholder stoffer, som er klassificeret som farlige i henhold til ”Listen over farlige stoffer” eller stoffer som producenten ved en selvklassificering har vurderet som farlige, skal produktet afhængig af koncentrationsgrænser, mærkes efter reglerne i bekendtgørelsen.

Der er på nuværende tidspunkt ingen specifikke krav om hvilke stoffer, der må anvendes/ikke må anvendes til tatoveringer andet end de krav, der er i ovenfor nævnte bekendtgørelse.

Initiativer på området

Miljøstyrelsen udførte i 2002 en undersøgelse som kortlagde hvilke farvestoffer, der blev anvendt til at lave tatoveringer og semipermanente tatoveringer. Miljøstyrelsen orienterede EU Kommissionen om denne rapport og om den danske regulering på området. Rapporten indgår i det arbejde DG SANCO (Generaldirektoratet for forbrugerbeskyttelse) har igangsat, som grundlag for eventuelle EU initiativer på området. Der er foreløbig udarbejdet en rapport om reguleringen i hele EU, om de anvendte kemikalier og om forbrugersikkerheden ved piercinger og tatoveringer, men arbejdet er endnu ikke afsluttet.

Råd til forbrugere om semipermanente tatoveringer

  • Vær opmærksom på, at holdbarheden af semipermanente tatoveringer kan varierer en hel del, og måske bliver tatoveringen permanent
  • Nogle tatoveringer er meget vanskelige eller umulige at fjerne igen
  • Vælg en udøver, som du er tryg ved, og som kan besvare dine spørgsmål

Læs mere om tatoveringer

Tips om tatoveringer og semipermanente tatoveringer

Rapport: Kortlægning nr. 2 - Undersøgelse af farvestoffer i tatoveringsfarver , Miljøstyrelsen 2002

EU-Kommissionens pressemeddelelse om DG SANCO's undersøgelse , 2003

Tatoveringsloven - Justitsministeriets lov om tatovering lov nr. 194 af 8/6 1966 , retsinformation.dk