Faktaark: Flygtige organiske forbindelser (VOC) i produkter til auto-reparationslakering

Produkter til autolakering skal overholde grænseværdier for VOC, og produkterne skal være mærket med VOC indhold, produktkategori og VOC grænseværdi.

Det er ikke tilladt at importere, sælge eller anvende produkter i EU, der ikke overholder reglerne.

VOC er skadeligt for miljøet

Reglerne er lavet for at beskytte miljøet. VOC er med til at danne jordnær ozon, såkaldt fotokemisk luftforurening, der giver plante- og materialeskader. Under visse betingelser kan koncentrationen blive så høj, at det kan give luftvejslidelser hos mennesker.

Produkter til forbehandling, lakering og slutbehandling er omfattet af reglerne

Reglerne gælder produkter, der bruges til pladearbejde, reparation og ændring af lak på biler efter, at bilen har forladt bilfabrikken. Både faste, tykt- og tyndtflydende produkter, og produkter som påføres ved forstøvning er omfattet. Reglerne omfatter kun produkter, der efter tørring eller hærdning danner en film eller hinde.

Hvis et produkt skal blandes eller fortyndes før det er klar til brug, er det den brugsklare blanding, der skal overholde VOC-grænsen.

Produkterne er inddelt i kategori a, b og c til forbehandling, kategori d til toplakering og kategori e til særlige anvendelser samt aerosoler. Bemærk at der er underinddelinger i kategori a [a(i) og a(ii)] og i kategori c [c(i) og c(ii)] med hver sin VOC-grænseværdi.

VOC-grænseværdier

Produkter til autoreparationslakering er inddelt i 5 kategorier, der er opdelt efter anvendelse, og som har forskellige grænseværdier.

Grænseværdierne gælder også for produkter der anvendes industrielt. Virksomheder, der arbejder med overfladebehandling af emner til autoreparationslakering, er derfor omfattet af reglerne. Der er dog undtagelse fra reglerne ved industriel anvendelse af produkter til autoreparationslakering.

Produkter til autoreparationslakering

Produktkategori

Anvendelse

VOC grænseværdi

Forbehandlingsprodukter

a (i)

Forbehandling og rens

850 g/liter

Forrenseprodukter

a (ii)

Rensning

200 g/liter

Spartelmasse

b

Spartling

250 g/liter

Primer/surfacer

c (i)

Priming

540 g/liter

Washprimer

c (ii)

Priming

780 g/liter

Toplak

d

Lakering

420 g/liter

Speciallak

e

Særlige anvendelser

840 g/liter

Produkter der skal blandes eller fortyndes, før de er klar til brug skal overholde VOC-grænsen i den brugsklare blanding, f.eks. skal begge produkter til tokomponente produkter mærkes med VOC i den brugsklare opløsning ifølge blandingsvejledning på produktet. Med undtagelse af underkategori a ses der bort fra eventuelt vandindhold i det brugsklare produkt.

Mærkning

Produkterne skal mærkes med: 1) VOC indhold i produktet i g/liter, 2) produktkategori og 3) VOC-grænseværdi for kategorien. Informationerne skal fremgå af etiketten i klar tekst, og mærkningen skal være synlig for brugeren. VOC indholdet angives for den brugsklare blanding, dvs. efter en eventuel fortynding.

Eksempel på mærkning af produkt:
Dette produkt indeholder max.300 g VOC/l
EU grænseværdi for dette produkt (kat. d): <420 g VOC/l

Eksempler på produkttyper i de enkelte kategorier

For alle kategorier gælder at beskrivelse og lister over produkttyper er vejledende og ikke komplet.

Kategori a:      Produkter til forbehandling og rensning

Kategori a (i): Forbehandlingsprodukter
Forbehandlingsprodukter der bruges til rengøring af emner før lakering. Renseprodukter er bla. rust- og lakfjerner, malingsfjerner.
Produkter til rensning af sprøjtepistolen, dvs. diverse typer af pistolrens. Forbehandlingsprodukter der bruges i klargøringen af emner før lakering, det er bla. affedter, antistatisk affedter, silikonefjerner og rensevæske.

Kategori a (ii): Forrenseprodukter
Affedter og silikonefjerner
Kategori b:       Spartelmasse
Med spartelmasse menes et fyldigt produkt der bruges til at udjævne overflader. Alle spartelmasser hører til denne kategori.

Filler-produkter hører enten under kategori c(i) eller c(ii)

Kategori c:      Primere

Kategori c (i): Primer/surfacer produkter og generel metalprimer.
Primer/surfacer, grundfylder, slibefylder, våd i våd fylder, metalprimer, grundere, hæftegrund, plastgrunder og sealer.

Kategori c (ii):Washprimer
Washprimer indeholder over 0,5 vægtprocent phosforsyre. Washprimer er beregnet til korrosionsbeskyttelse af bart metal og påføres for at give en bedre vedhæftning for efterfølgende lag.

Kategori d:     Toplak
Toplak omfatter dæklak og klarlak. Dæklak er hhv. unilak og basislak. Unilakken er en etlagslak, hvilket betyder at den ikke kræver overlakering med klarlak. Basislak er en tolagslak, som kræver overlakering med klarlak for at sikre lakoverfladens glans og modstandsdygtighed. Klarlakken er en transparent lak, der beskytter basislakken og sikrer lakkens glans og holdbarhed.

Kategori e:     Speciallak
Bl.a. enkelte effekt-lakker som pearlcolour og metalliclak, der ikke kræver overlakering med klarlak. Ridsefast klarlak. Stenslagsbeskyttende lak og undervognsbeskyttende midler, strukturlakker, reflekterende dæklakker, matterede klarlakker, interiørlakker. Aerosoler.

Bemærk at diverse effektlakker, der kræver overlakering med klarlak hører til kategori d (Toplak).

Producenter, importører, forhandlere og brugere er ansvarlige

De enkelte producenter, importører, forhandlere skal sikre sig, at produkter ikke overskrider de maksimale grænseværdier for VOC, og at produkterne er mærket. De professionelle brugere skal sikre sig, at de kun bruger mærkede produkter.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at et produkt skal trækkes tilbage fra det danske marked hvis det ikke på anden måde kan gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde eller fængsel i indtil to år.

Dispensationsmulighed for veterankøretøjer

Miljøstyrelsen kan give dispensation, hvis der er et særligt behov i forbindelse med restaurering og vedligehold af veterankøretøjer af særlig kulturel og historisk værdi.

Mere viden

Du kan se de danske regler i sin helhed på Retsinformations hjemmeside:
Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 1049 af 27. oktober 2005 om markedsføring og mærkning af flygtige organiske forbindelser i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering.

Fra den 1. marts 2011 er det tilladt at bruge yderligere en analysemetode til at fastslå VOC-indholdet. Metoden fremgår af bekendtgørelse nr. 84 af 2. februar 2011 om ændring af bekendtgørelse ommarkedsføring og mærkning af flygtige organiske forbindelser i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering. (På retsinformations.dk)

De danske regler er baseret på:
EU-kommissionens direktiv 2004/42/EF af 21. april 2004 om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser fra anvendelsen af organiske opløsningsmidler i visse malinger og lakker samt produkter til autoreparationslakering og om ændring af direktiv 1999/13/EF . (pdf, på EUR-lex hjemmeside)

Direktivet er ændret med ny analysemetode ved EU-kommissionens direktiv 2010/79/EU af 19. november 2010 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/42/EF om begrænsning af emissioner af flygtige organiske forbindelser . (pdf, på EUR-lex hjemmeside)

Relevante links og dokumenter
Kommissionen samler svar på spørgsmål, der er stillet til VOC lovgivningen, på EU-hjemmesiden om VOC under frequent asked questions (FAQ).
EU kommissionens vejledning og FAQ om VOC reglerne for maling og lak  (engelsk , på ec.europa.eu)

EU's vejledninger til reduktion af VOC-indhold i malinger  (engelsk, på ec.europa.eu)