Faktaark: Ozonlagsnedbrydende stoffer: CFC, HCFC, Haloner, Methylbromid m. v.

Det er generelt forbudt at anvende, sælge, importere og eksportere ozonlagsnedbrydende stoffer og produkter, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer.

Brugen af ozonlagsnedbrydende stoffer reguleres i:

  • Bekendtgørelse nr. 243 af 19. april 2002 om visse ozonlagsnedbrydende stoffer
  • Forordning 1005/2009 om stoffer, der nedbryder ozonlaget
  • Montreal Protokollens bestemmelser

CFC og HCFC har især været benyttet i spraydåser, ved produktion af plastskum, som kølemiddel, til kemisk rensning, affedtning og til laboratorieanalyser. Haloner er blevet brugt i brandslukningsanlæg og methylbromid er blevet anvendt til desinfektion og som pesticid.

Ozonlaget beskytter mennesker og miljø

Ozonlaget beskytter jorden mod de skadelige ultraviolette stråler fra solen. Uden ozonlaget vil hyppigheden af forskellige former for hudkræft og øjensygdomme stige. Desuden vil plante- og dyrelivet tage skade. Det vil medføre lavere høstudbytte og mindre fiskeriudbytte.

Undtagelser fra forbuddet

Udstyr som for eksempel køleskabe og frysere, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer enten som kølemiddel eller i skummet må dog forsat anvendes, hvis de er anskaffet lovligt. De må også indtil 31. december 2014 genfyldes med regenereret HCFC. Derefter er al brug af HCFC som kølemiddel forbudt.

I fly må brandslukningsanlæg stadig gerne indeholde halon. Bemærk, at brandslukningsanlæg på skibe ikke må indeholde halon.

Dispensations muligheder

Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra de danske regler for eksempel hvis der ikke findes mindre miljøbelastende alternativer

EU kommissionen kan efter høring i en særlig komite give dispensation fra EU reglerne.

Producenter, importører, forhandlere og brugere er ansvarlige

Alle der producerer, anvender, importerer, sælger ozonlagsnedbrydende stoffer eller anlæg, der indeholder ozonlagsnedbrydende stoffer har ansvar for at reglerne overholdes.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion og Søfartsstyrelsen fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde eller fængsel i indtil to år.

Anden lovgivning

Ozonlagsnedbrydende stoffer er også omfattet af lov om afgift på visse ozonlagsnedbrydende stoffer og visse industrielle drivhusgasser, der administreres af SKAT.

Desuden har Arbejdstilsynet også regler for arbejdsmiljøet, som du skal overholde.

Mere viden

Du kan finde bekendtgørelsen i sin helhed på Retsinformations hjemmeside:
Bekendtgørelse nr. 243 af 19. april 2002

Du kan finde Forordning 1005/2009 om stoffer, der nedbryder ozonlaget på EUR-lex’s hjemmeside:
Forordning 1005/2009 (pdf)

Du kan læse om Montrealprotokollen her:
http://ozone.unep.org/

Du kan finde SKATs bekendtgørelse om afgift på Retsinformations hjemmeside:
Bekendtgørelse af lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser

Du kan finde arbejstilsynets hjemmeside her:
www.at.dk

Du kan finde mere om særlige forhold for kølebranchen på KMOs (Kølebrancehens Miljø Ordning) hjemmeside:
www.kmo.dk

Læs vores spørgsmål og svar om kølemidler