Faktaark: Narre- og flaskesutter

Man må ikke sælge narre- og flaskesutter, der afgiver mere end 10 mikrogram N-nitrosaminer eller mere end 100 mikrogram nitroserbare stoffer per kilo gummi eller silikone.

Reglerne er lavet for at undgå, at småbørn udsættes for farlige stoffer, når de bruger sut. Baggrunden er, at ved kontakt med spyt kan gummi og silikone danne nitrosaminer eller nitroserbare stoffer. De fleste af disse stoffer kan være kræftfremkaldende.

Mærkning af emballage

På suttens emballage skal producenten, importøren eller forhandleren oplyse om:

• fabrikantens eller firmaets navn og adresse eller registreret varemærke,
• salgspartiets fabrikationsnummer eller tilsvarende reference, og
• narre- eller flaskesuttens salgsnavn.
Oplysningerne skal stå med synlige, let læselige og uforgængelige typer.

Producenter og importører er ansvarlige

Alle, som fremstiller eller importerer narre- eller flaskesutter til småbørn, har ansvaret for, at reglerne overholdes, sådan som det fremgår af bekendtgørelserne.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde.

Mere viden

Reglerne kan findes i deres fulde længde på retsinformations hjemmeside:

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 51 af 10. februar 1986 om narre- og flaskesutter, med senere ændringer