Faktaark: Krom(VI)

Der er fastsat en grænse for indholdet af krom(VI) i lædervarer, som kan komme i kontakt med huden. Begrænsningen gælder også varer, der indeholder læderdele, som kan komme i kontakt med huden. Som eksempler kan nævnes sko, tasker, handsker, sportsudstyr, møbler og tøj.

Læder skal garves for at opnå blødhed, holdbarhed og fleksibilitet. Garvning med krom (alkalint krom(III)sulfat) er langt den vigtigste metode til garvning og anvendes af mere end 80 % af læderindustrien på verdensplan. Krom(VI) anvendes ikke i garvningsindustrien, men lys og varme kombineret med oxiderede fedtstoffer, kan omdanne krom(III) til krom(VI) i bestemte typer læder. Selv om den mest anvendte metode til garvning af læder er baseret på brug af krom, så findes der adskillige andre metoder til at garve læder.

Se en gennemgang af metoderne i Rapport om krom i lædersko

Grænser for krom(VI) i lædervarer

  • Lædervarer, der kommer i kontakt med huden, må ikke markedsføres, hvis de indeholder krom(VI) i koncentrationer på eller over 3 mg/kg (0,0003 vægtprocent) af den samlede tørvægt af læderet. 
  • Genstande, der indeholder læderdele, som kommer i kontakt med huden, må ikke markedsføres, hvis en eller flere af disse læderdele indeholder krom(VI) i koncentrationer på eller over 3 mg/kg (0,0003 vægtprocent) af den samlede tørvægt af læderdelen.
  • De to ovenstående bestemmelser gælder ikke for markedsføring af brugte varer, som var i anvendelse hos slutbrugeren i Unionen før 1. maj 2015.

Hudkontakt med krom(VI) kan føre til allergi og eksem

Krom allergi kan forårsages af alle typer læderprodukter, som man er i hudkontakt med. Der har særligt været fokus på lædersko, og særligt hvis skoen bæres uden strømper og under fugtige forhold, f.eks. i sommerperioden.

Man bør begrænse hudkontakten med krom (VI), da det kan medføre allergiske reaktioner hos de, der allerede er allergiske overfor krom samt nye tilfælde af sensibilisering. Sensibilisering betyder, at der sker en aktivering af immunsystemet og  at immunsystemet er i stand til at genkende og reagere på det specifikke stof ved re-eksponering.

Producenter, importører og forhandlere er ansvarlige

Enhver, som producerer, importerer eller sælger lædervarer eller genstande, der indeholder læderdele, har ansvaret for, at reglerne overholdes.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med, at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde eller, i grove tilfælde, fængsel i indtil to år.

Gode råd til forbrugere

  • Søg læge, hvis du oplever en hudreaktion efter at have været i kontakt med læder, og få konstateret om du kan have fået en allergisk reaktion.

Indberetning til Kemikalieinspektionen

Mere viden

Bestemmelsen om indhold af krom(VI) i lædervarer og andre genstande, der indeholder læderdele, fremgår af bilag XVII, nr. 47, i EU’s kemikalielovgivning REACH (Forordning Nr. 301/2014).

Rapport om krom i lædersko