Faktaark: Azofarvestoffer

Det er forbudt at importere, sælge og anvende et specifikt blåt azofarvestof, og azofarvestoffer, der kan frigive kræftfremkaldende stoffer, samt visse varer der indeholder azofarvestoffer.

Om det blå farvestof (indeksnr. 611-070-00-2; EF-nr. 405-665-4):

Det forbudt at importere, sælge eller anvende det blå azofarvestof, når det er bestemt til at farve tekstil- og lædervarer. Reglen gælder for selve farvestoffet og for farveopløsninger eller farveblandinger, som indeholder det blå farvestof. Vær opmærksom på, at grænsen for indholdet af farvestoffet som urenhed i en opløsning eller blanding er 0,1 procent af vægten.

Om azofarvestoffer, der kan frigive kræftfremkaldende stoffer:

Reglerne udpeger 22 specifikke stoffer (aromatiske aminer), som ikke må forekomme i tekstil- og lædervarer, der kan komme i direkte berøring med hud eller mundhule i længere tid.

Således er det forbudt at farve disse tekstil- og lædervarer med azofarvestoffer, der kan frigive en eller flere af de 22 stoffer. Desuden er det forbudt at importere eller sælge disse tekstil- og lædervarer, hvis de er blevet farvet med de forbudte azofarvestoffer, fx i lande uden for EU.

Disse forbud gælder kun for farvning, import og salg af tekstil- og lædervarer, som kan komme i direkte berøring med hud eller mundhule i længere tid, såsom:

  • beklædningsgenstande, sengelinned, soveposer, håndklæder, toupéer og parykker, hatte, bleer og andre hygiejneartikler
  • fodtøj, handsker, remme til armbåndsure, håndtasker, punge og tegnebøger, dokumentmapper, stolebetræk, pengekatte
  • legetøj af tekstil eller læder og legetøj, hvori indgår beklædningsgenstande af tekstil eller læder
  • garn og stoffer bestemt til den endelige forbruger

Denne liste er ikke udtømmende.

Vær opmærksom på, at grænsen for det totale indhold af de 22 kræftfremkaldende stoffer som urenhed i de farvede dele af tekstil- eller lædervaren er 0,003 procent af vægten. Reglerne fastsætter testmetoder til måling af, hvordan det kan dokumenteres, at denne grænse overholdes.

De forbudte azofarvestoffer kan give kræft og skade miljøet

Reglerne er lavet for at begrænse brugen af azofarvestoffer, der har sundheds- og miljøskadelige egenskaber. Visse azofarvestoffer kan danne kræftfremkaldende stoffer (arylaminer) eller er meget giftige for vandmiljøet.

Importører, forhandlere og brugere er ansvarlige

For at overholde reglen om det blå farvestof:
Enhver, som importerer, sælger eller anvender azofarvestoffer, der er bestemt til at farve tekstil- og lædervarer, har ansvaret for, at reglerne overholdes.

For at overholde reglerne om azofarvestoffer, der kan frigive kræftfremkaldende stoffer:
Enhver, som farver, importerer eller sælger tekstil- og lædervarer, som kan komme i direkte berøring med hud eller mundhule i længere tid, har ansvaret for, at reglerne overholdes.

I begge tilfælde er det Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der fører tilsyn med, at reglerne overholdes og skal sørge for at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at produktet skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at produktet på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan det derudover føre til bøde.

Mere viden

forbud vedrørende import, salg og anvendelse af azofarvestoffer fremgår af bilag XVII, nr. 43 i EU´s kemikalielovgivning REACH (forordning EF nr. 1907/2006) .

Tillæg 8 og 9 - liste over aromatiske aminer og liste over azofarvestoffer