International regulering

Beskyttelse af ozonlaget er koordineret internationalt i form af en konvention under FN's Miljøprogram (United Nations Environmental Program, UNEP).

FN-reguleringen består af en rammekonvention - Wien konventionen til beskyttelse af ozonlaget - og en tilhørende protokol - Montreal Protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Lande, som har forpligtet sig til at overholde bestemmelserne i konventionen og protokollen, kaldes Parter. Parterne har pligt til - som et minimum - at overholde konventionen og protokollen.

EU-landene, herunder Danmark, implementerer samlet den del af FN-reguleringen, hvor EU har kompetence. Reguleringen sker i EF-forordningen om stoffer, der nedbryder ozonlaget

Wien konventionen

Arbejdet med at udforme FN-reguleringen startede i 1980, og det første resultat var Wien-konventionen til beskyttelse af ozonlaget, der blev underskrevet i 1985. Konventionen er hovedsageligt en hensigtserklæring om samarbejde om forskning og udveksling af informationer. Mere end 180 lande er Parter.

Montreal Protokollen

Montreal Protokollen blev underskrevet i 1987 og indeholder bindende aftaler om reduktion af forbrug og produktion af en række ozonlagsnedbrydende stoffer. Protokollen revideres regelmæssigt på grundlag af videnskabelige, tekniske, miljømæssige og økonomiske vurderinger. Det har betydet en dynamisk protokol, som har udviklet sig i trit med nye videnskabelige opdagelser og teknologiske nyskabelser. Mere end 180 lande er Parter til den oprindelige protokol, færre til de reviderede udgaver fra 1990, 1992, 1997 og 1999. Der afholdes partsmøder hvert år.

I 1990 blev man enige om at etablere en midlertidig ozonfond på 240 millioner dollars for perioden 1990-93. Formålet var at hjælpe udviklingslandene ved at betale de omkostninger, der er forbundet med reduktion og afvikling af produktion og anvendelse af stoffer, der nedbryder ozonlaget.

Fonden blev gjort permanet i 1992 og fik navnet den Multilaterale Fond. Den har årligt ca. 150 millioner dollars til rådighed og er en vigtig forudsætning for udviklingslandenes deltagelse i protokollen.

Det er blevet beregnet at uden Montrealprotokollen ville antallet af forskellige former for hudkræfttilfælde øges med mere end 20 mio og antallet af øjensygdomme med mere end 130 mio. Dertil kommer at faldet i værdien af høst- og fiskeriudbyttet samt effekten af kortere levetid for materialer vil svare til en nettoudgift på mere end 225 milliarder dollars. Her er der taget højde for de udgifter der er forbundet med gennemførelsen af Montreaprotokollen.

EF-forordning om stoffer, der nedbryder ozonlaget

EF-forordningen implementerer de fleste af Montreal Protokollens krav i EU. Den nuværende forordning, 1005/2009, er på flere områder strengere end krævet. Den har tidligere afviklingsdatoer for både CFC-er, haloner og HCFC-er. For HCFC-er er der desuden tale om et lavere grundlag for reduktion samt regulering af anvendelser.

EU's hurtigere afvikling af ozonlagsnedbrydende stoffer har haft en kraftig indvirkning på revisionen af Montreal Protokollen. Under forhandlingerne om skærpelse af Montreal Protokollen har det gjort indtryk, at en så betydningsfuld gruppe lande har ønsket strengere forholdsregler.

Resultatet af den internationale indsats

På verdensplan er anvendelsen af ozonlagsnedbrydende stoffer faldet betydeligt - i størrelsesordenen 60-80 procent omregnet til ozonlagsnedbrydende effekt. Både i Montreal Protokollen og i EU-forordningen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, er der aftalt tidspunkter for, hvornår stofferne skal være endeligt afviklede.

Afviklingsdatoer i henhold til Montreal Protokollen:

Stof/stofgruppe

i-lande
år

u-lande
år

CFC-er

1996

2010

haloner

1994

2010

tetrachlormethan

1996

2010

1,1,1-trichlorethan

1996

2015

HBFC-er

1996

1996

HCFC-er

2020

2040

methylbromid

2005

2015

bromchlormethan

2002