Cadmium

Cadmium og cadmiumforbindelser anvendes i en række produkter og industrielle processer. Den primære anvendelse er i genopladelige nikkel-cadmium (NiCd) batterier til bærbart værktøj og i store ikke-bærbare batterier til nødstrømsanlæg.

Strategien fra maj 2013 satte fokus på fire tilbageværende indsatsområder i relation til cadmium: 

1. Cadmium i batterier til håndværktøj bør udfases

Batteridirektivet er blevet ændret, så cadmium nu forbydes i genopladelige batterier fra 1. januar 2017. 

2. Cadmium i landbrugsjord akkumuleres

Et endeligt forslag om EU regulering af cadmium i fosfatholdig gødning var forventet i 2013. Forslaget er blevet inkluderet i Kommissionens forslag til ny gødningsforordning som aktuelt er under forhandling i EU.

I forhold til optaget af cadmium gennem fødevarer har Miljøstyrelsen og Fødevarestyrelsen gennemført et projekt, der skulle belyse, om optaget af cadmium fra forskellige typer fødevarer afhænger af fødeemnernes ”forarbejdningstilstand”. Der var en teori om, at optaget af cadmium gennem føden fra ”grove” fødevarer, som f.eks. fuldkornsprodukter og uforarbejdede hørfrø, eventuelt kunne forventes at være lavere end for mere forarbejdede fødevarer med malet mel, knuste hørfrø mv., da fuldkorn, hele frø og kerner formodedes at passere mere eller mindre ufordøjede gennem fordøjelsessystemet. Resultaterne af projektet bekræfter dog ikke entydigt denne teori, og giver derfor ikke umiddelbart anledning til at justere de eksisterende råd for indtag af hele og knuste hørfrø. Resultaterne giver heller ikke anledning til at give særlige råd vedr. indtag af kakao og chokolade. Projektrapport er publiceret som Environmental Project no. 1571

3. Miljømæssig forsvarlig indsamling globalt

Dansk notat blev fremsendt til EU rådsarbejdsgruppe og drøftet på to møder i efteråret 2013. Der er umiddelbart ingen opbakning fra de andre medlemsstater til at prioritere dette arbejde under Baselkonventionen, så foreløbigt gøres der ikke mere. 

4. Visse cadmiumforbindelser opfylder kandidatlistekrav

Cadmium sulphide, cadmium og cadmium oxide blev optaget på kandidatlisten i 2013, mens cadmium chloride, cadmium sulphate og cadmium fluoride blev optaget på kandidatlisten i 2014. 

Øvrige aktiviteter

Den eksisterende EU begrænsning mod anvendelse af cadmium og cadmiumforbindelser i maling (under REACH) er blevet udvidet til også at omfatte markedsføring af sådanne malinger, og der er sat en grænse for indholdet på 0.01%. Ændringerne er indført for at lette håndhævelsen og trådte i kraft i marts 2016. 

Strategien fremover

Implementeringen af strategien betragtes som afsluttet.

Kommissionen har fremsat forslag om regler for markedsføring af gødningsprodukter, herunder fastsættelse af EU-grænseværdi for indhold af cadmium. Der er endnu ikke opnået enighed i Rådsarbejdsgruppe om en sådan grænseværdi, og afhængigt af det endelige resultat af forhandlingerne, kan der være behov for nye initiativer. Forhandlingerne varetages fra dansk side af Landbrugsstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen.