Molybdentrioxid

Molybdæntrioxid anvendes som legering i forskellige typer af stål, til katalysatorer (primært til raffinaderier), til superlegeringer og ved formulering/produktion af vandbehandlingskemikalier, keramiske tilsætningsstoffer/emalje fritter, pigmenter, overfladebehandlingsmidler til metal og sintrede metaltilsætningsstoffe

I strategien for molybdæntrioxid fra marts 2015 identificerede Miljøstyrelsen ingen udfordringer med molybdæntrioxid.

Molybdæntrioxid er på grund af sin klassificering som kræftfremkaldende, underlagt krav til arbejdsmiljøet og anden regulering for anvendelse i Danmark og EU. Desuden ses ikke høje niveauer i miljøet.

Den tekniske kvalitet af molybdæntrioxid har ikke en harmoniseret klassificering og selvklassificeringen omfatter kræftfremkaldende effekter ligesom den harmoniserede klassificering, men hverken respiratorisk irritation eller alvorlig øjenirritation. Miljøstyrelsen vurderer dog ikke, at det er nødvendigt at foreslå en harmoniseret klassificering på nuværende tidspunkt, da det ikke vil have yderligere betydning for håndteringen af stoffet. 

Danmark fremsendte i februar 2015 en analyse af risikohåndteringsmuligheder (Risk Management Option Analysis; RMOA) for molybdæntrioxid baseret på den danske strategi til de øvrige medlemsstaters myndigheder for kemikalieregulering og Kommissionen for kommentering. På baggrund af indkomne kommentarer og en yderligere gennemgang af data fra kortlægningen, har Danmark ændret sin vurdering ved at foreslå, at stoffet skal gennemgå en stofvurdering på baggrund af usikkerhed omkring kræftfremkaldende effekter, effekter på forplantningsevnen og høj eksponering i arbejdsmiljøet. RMOA’en er derfor sat i venteposition indtil en eventuel stofvurdering er gennemført. 

Øvrige aktiviteter

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for molybdæntrioxid på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

Der var ingen tiltag for dette stof, og derfor betragtes implementeringen af strategien som afsluttet. Afslutningen af den europæiske RMOA varetages i Miljøstyrelsens løbende arbejde med REACH.