1-methyl-2-pyrrolidon (NMP)

NMP anvendes hovedsageligt som opløsningsmiddel i den petrokemiske industri og som reaktionsmedie i polymere og ikke-polymere kemiske reaktioner. NMP anvendes også i rengøringsmidler, som graffiti- og malingsfjerner samt til stripping og renseprocesser i den mikroelektroniske industri. Endvidere anvendes det til formulering af pigmenter, farvestoffer og trykfarver samt insekticider. Endelig bruges stoffet også som mellemprodukt i den farmaceutiske industri.

I strategien for NMP fra juni 2015 identificerede Miljøstyrelsen to udfordringer: 1)muligrisiko ved industrielle og professionelle anvendelser af NMP 2) mulig forbrugereksponering fra anvendelse af coatings- og rengøringsmidler, der indeholder NMP.

1. Mulig risiko ved visse anvendelser af NMP

På baggrund af en mulig risiko ved industrielle og professionelle anvendelser af NMP er det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) på Kommissionens foranledning i gang med at udarbejde en Risk Management Option Analysis (RMOA). Den skal afklare, hvordan NMP kan reguleres sammen med DMF (N,N-dimethylformamid)  og DMAc (N,N-dimethylacetamid). Når udkastet til RMOA’en foreligger, vil Miljøstyrelsen kommentere på baggrund af bl.a. den indsamlede viden i kortlægningen. RMOA’en forventes i høring i november 2017.

2. EU grænseværdier for arbejdsmiljøet

Holland har fremsat forslag om harmoniserede grænseværdier (DNEL) for NMP i arbejdsmiljøet. Forslaget blev vedtaget på mødet i REACH-Komiteen i oktober 2017. (forslaget skal inden det kan træde i kraft gennem legalitetstjek i Parlamentet og Rådet)

3. Kortlægning af NMP i forbrugerprodukter

NMP er optaget på kandidatlisten over særligt problematiske stoffer (SVHC), og i SVHC dossieret fra 2011 blev forbrugernes eksponering for coatings- og rengøringsmidler, der indeholder NMP, evalueret. NMP kan indgå i forskellige typer af maling og lak, der anvendes af forbrugere. Den akutte eksponering kan være høj for nogle aktiviteter. Dette kan føre til akut irritation af hud, øjne og luftveje.

Miljøstyrelsen har derfor lavet en intern kortlægning af NMP-indholdet i 29 udvalgte coatings- og rengøringsprodukter beregnet til forbrugeranvendelse på det danske marked. Kortlægningen indeholder produkttyperne: Graffitifjerner, maling- og lakfjerner, affedtningsmidler, lim (herunder PVC lim), lak, tekstilfarver og glas-og porcelænsfarver. Der blev ikke fundet indhold af NMP i nogen af produkterne over kvantificeringsgrænsen.

Til trods for, at der kun er tale om en stikprøveundersøgelse, vurderes det, at der ikke er behov for yderligere kortlægning af NMP i forbruger coatings og rengøringsmidler under LOUS. Den interne kortlægning omfatter fortrolige data og forventes derfor ikke offentliggjort. 

Øvrige aktiviteter

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for NMP på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

Implementeringen af strategien betragtes som afsluttet. Kommentering af udkastet til RMOA’en varetages i Miljøstyrelsens løbende arbejde med REACH.