Mangan(II)sulfat

Mangan(II)sulfat anvendes primært i gødning og fødevarer/foder. Derudover anvendes mangan(II)sulfat ved formulering af fungicider, til tørremiddel/sikkativ i trykfarver og maling, overfladebehandling og farvning af læder, vandrensning f.eks. i læderindustrien og som et laboratoriekemikalie.

I strategien fra juni 2015 identificerede Miljøstyrelsen en udfordring i forhold til mangel på specifikke data om eksponering for mangan(II)sulfat i arbejdsmiljøet, specielt for landmænd som håndterer mangan(II)sulfat i pulverform. Denne udfordring er adresseret i tiltaget om øjenskader og klassificering neden for.

Danmark fremsendte i februar 2015 en analyse af risikohåndteringsmuligheder (Risk Management Option Analysis; RMOA) for mangan(II)sulfat baseret på den danske strategi til de øvrige medlemsstaters myndigheder for kemikalieregulering og Kommissionen for kommentering. RMOA’en er færdig og blev færdig i december  2016 og er offentliggjort på ECHAs hjemmeside. På linje med den danske strategi konkluderes det, at det ikke er relevant at gøre noget på nuværende tidspunkt. 

1. Manglende data om evt. øjenskader i forhold til klassificering

De virksomheder, der har registreret stoffet under REACH, har selvklassificeret stoffet som alvorligt øjenskadende på baggrund af et enkelt dyrestudie med visse mangler. Miljøstyrelsen har ingen yderligere data om evt. øjenskader og har derfor spurgt de andre EU lande, om de har sådanne data. Der er i den forbindelse ikke kommet reaktioner fra andre medlemsstater. Såfremt der senere fremkommer sådanne data, kan det være aktuelt at se på en harmoniseret klassificering i forhold til øjenskader.

Øvrige aktiviteter

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for mangan(II)sulfat på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

Implementeringen af strategien betragtes som afsluttet. Hvis der skulle fremkomme data om øjenskader, kan arbejdet med mangan(II)sulfat evt. genoptages. Afslutningen af den europæiske RMOA varetages af Miljøstyrelsens løbende arbejde med REACH.