Chlorparaffiner

Chlorparaffiner er en stor gruppe af stoffer, der bl.a. bruges som blødgørere i plast og smøremidler i metalforarbejdning samt i fugemasser i bygninger. Kommercielle produkter er normalt blandinger af kulstofkæder af varierende længde og med varierende kloreringsgrad.

I Miljøstyrelsens strategi for klorparaffiner fra marts 2015 blev 4 udfordringer identificeret: 1) Resterende undtagelser for anvendelse af kortkædede chlorparaffiner (SCCP) 2) Forekomst af klorparaffiner i byggematerialer, 3) Vurdering af PBT-egenskaber for mellemkædede chlorparaffiner (MCCP) og 4) Langdistance transport af SCCP) og mellemkædede klorparaffiner (MCCP). Strategien omtaler 16 identificerede specifikke stoffer i disse to kategorier. 

1. Resterende undtagelser for anvendelse af SCCP

Kommissionen har foretaget en vurdering af det fortsatte behov for de to undtagelser for anvendelse af SCCP i EU’s POP-forordning. På baggrund af vurderingen blev undtagelserne ophævet pr. december 2015.

2. Forekomst af klorparaffiner i byggematerialer

Data om forekomsten af SCCP og MCCP i byggematerialer i Danmark er begrænsede. Mere viden om hvor og i hvilke mængder, stofferne forekommer i byggemassen, vil være en fordel for den videre håndtering af stofferne i forbindelse med renoveringer og nedrivninger.

Miljøstyrelsen igangsatte i 2015 et projekt, der indsamlede eksisterende viden om omfanget af SCCP og MCCP i byggerier og anlæg i Danmark, inkl. forekomst i forskellige fraktioner af bygge- og anlægsaffald. Projektet blev publiceret som miljøprojekt 1830 i februar 2016.

Projektet viser, at SCCP primært er fundet i fuger, hvor koncentrationen i de fleste prøver er så høj, at fugerne skal klassificeres som farligt affald. Data viser også fund af SCCP i maling, gulvbelægning og klæber. Der er fundet indhold af MCCP i prøver af fuger, maling, gulvbelægning og klæber, mens langkædede klorparaffiner kun er fundet i fuger. 

Desuden indgik SCCP og MCCP i et tværgående projekt om uønsket kemi i byggematerialer, der så på hvilke problematiske stoffer på bl.a. LOUS-listen, der bliver brugt i byggematerialer. Rapporten anbefaler branchen at undgå disse stoffer. Herudover anbefales det bl.a. at der udvikles mere operationelle dokumentationsværktøjer for indholdsstoffer i byggematerialer og produkter til byggeri.

3. Vurdering af PBT-egenskaber for MCCP

Mellemkædede klorparaffiner (MCCP) er blandinger, som består af stoffer med forskellige grader af klorinering. Der er behov for at afklare, om  MCCP opfylder kriterierne for PBT-egenskaber (Persistens, Bioakkumulerbarhed og Toksicitet).

Derfor er viden om persistens og bioakkumuleringspotentiale for MCCP ved at blive afklaret som led i en stofvurdering under REACH. I henhold til Kemikalieagenturets beslutning i starten af 2014 skal registranterne af MCCP således fremlægge disse data senest i februar 2017. (På grund af en anke er tidsfristen udskudt til 9. september 2018:

4. Langdistance transport af SCCP og MCCP

Der er behov for data til yderligere vurdering af betydningen af langdistancetransport af SCCP og MCCP og effekter på mennesker og miljø i afsidesliggende områder. Den videnskabelige komite under Stockholmkonventionen POPRC (the Persistens Organic Pollutants Review Committee) har vurderet SCCP og indstillet den til optagelse under Stockholmkonventionen Det 8. partsmøde under Stockholmkonventionen vedtog i maj 2007 at optage SCCP på konventionens bilag A (forbud) med en række tidsbegrænsede undtagelser.

I det danskstøttede AMAP program (Arctic Monitoring and Assessment Programme) har man i løbet af det seneste år undersøgt forekomsten af SCCP i luft og i arktiske marine arter. AMAP undersøgelserne er blevet spillet ind i vurderingen af SCCP i POPRC. Et AMAP assessment med titlen Chemicals of Emerging Arctic Contaminants publiceres inden udgangen af 2017. Forud for dette er dele af rapporten præsenteret på på konferencer og seminarer, herunder AMAP konferencen ”Bringing knowledge to action”, Reston april 2017; ICCE-konferencen i Oslo, Nordisk Ministerråds regi ”Screening for emerging contaminants in Artic- Seminar” i Tromsø d. 11-12. oktober 2016. Et policy summary dokument er desuden fremlagt på det arktiske ministermøde i maj 2017

Øvrige aktiviteter

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for disse stoffer på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

Implementeringen af strategien betragtes som afsluttet. Det videre forløb for SCCP under Stockholmkonventionen varetages via Miljøstyrelsens løbende arbejde med konventionen og opfølgning på stofvurderingen af MCCP varetages af Miljøstyrelsens løbende arbejde med REACH.