Styren

Styren anvendes som byggesten i polymermaterialer og som komponent i umættet polyester (UP), f.eks. glasfiberforstærkede produkter som lystbåde og vindmøllevinger.

Der er i strategien fra februar 2015 angivet 3 udfordringer: 1) eksponering af forbrugere, 2) vurdering af arbejdsmiljømålinger og 3) mulig optagelse på kandidatlisten.

Danmark har i oktober 2014 fremsendt en analyse af risikohåndteringsmuligheder (Risk Management Option Analysis; RMOA) for styren baseret på den danske strategi til de øvrige medlemsstaters myndigheder for kemikalieregulering og Kommissionen. RMOA’en behandles i øjeblikket internt blandt medlemsstaterne og forventes færdiggjort efter, at undersøgelserne i de to første tiltag er afsluttede.

1. Eksponering af forbrugere

I EU’s risikovurderingsrapport fra 2008 identificeres en uacceptabel risiko for forbrugere, der sporadisk arbejder med styrenholdige klæbemidler eller med UP styrenholdige resiner - fx ved reparation af metal, træ eller glasfiber. Det er uvist om der stadig er en uacceptabel risiko for forbrugere, da de data, der anvendes i EU’s risikovurderingsrapport, er af ældre dato.

Miljøstyrelsen er derfor i gang med at screene REACH registreringerne for relevante eksponeringsdata. Den indhentede viden kan anvendes til at afklare, om der er behov for en begrænsning af bestemte anvendelse af UP styrenholdige resiner til hobbybrug gennem REACH Bilag XVII.  Resultaterne af screeningen skal indgå i den europæiske RMOA sammen med resultaterne fra 2. Vurdering af arbejdsmiljømålinger.

2. Vurdering af arbejdsmiljømålinger

Miljøstyrelsen vil sammen med Arbejdstilsynet følge op på Arbejdsmedicinsk Kliniks analyser af styrenmålinger i GRP-industrien (industrien der bearbejder glasfiberforstærket plast) ved at opdatere eksponeringsberegningerne omkring GRP-industrien i EU’s risikovurderingsrapport. Formålet med dette er at afdække, om der er behov for at lave yderligere tiltag for at beskytte arbejdstagere i GRP-industrien mod styreneksponering. Miljøstyrelsen afventer en rapport fra Arbejdsmedicinsk Klinik, der er udskudt til 2018.

3. Optagelse på kandidatliste (REACH)

Styren har blandt andet en harmoniseret EU klassificering som neurotoksisk (ototoksisk) og på den baggrund har Miljøstyrelsen vurderet, om der er basis for at foreslå stoffet til optag på Kandidatlisten under REACH.

Vurderingen inddrog uformelle drøftelser med eksperter fra andre medlemsstater, og konklusionen blev, at der var andre risikohåndteringstiltag, der kunne være mere relevante, som f.eks. en specifik begrænsning for forbrugere under REACH, hvis der kan identificeres en risiko. Derudover blev der lagt vægt på, at styren alene er klassificeret ototoksisk og ikke for skader på centralnervesystemet, hvilket betyder, at der kan stilles spørgsmål ved alvorligheden (”severity”) - om det er rimeligt at sammenligne høreskader med CMR. På baggrund af nuværende informationer betragtes initiativet derfor som afsluttet.

Styren er desuden optaget på EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer i kategori 1 (kategori 1 stoffer er prioriteret højest til yderligere undersøgelser). Derfor har Miljøstyrelsen sammen med DTU-fødevareinstituttets eksperter i januar 2015 set nærmere på den dokumentation, som lå til grund for denne optagelse. De har vurderet, at de refererede videnskabelige kilder ikke giver grund til yderligere bekymring om hormonforstyrrende egenskaber. På den baggrund vurderer Miljøstyrelsen, at der ikke er grundlag for yderligere tiltag på det område.

Øvrigt

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for styren på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

På baggrund af rapporten fra Arbejdsmedicinsk Klinik og Miljøstyrelsens screening af REACH registreringsdata for eksponeringsdata, vil Miljøstyrelsen vurdere om yderligere tiltag er relevante. Miljøstyrelsen forventer at færdiggøre den europæiske RMOA, når resultaterne foreligger.