DTBHQ

Stoffet 1,4-benzenediol, 2,5-bis(1,1-dimethylethyl)- kaldes også 2,5-di-tert-butylhydroquinon (DTBHQ) og anvendes primært som antioxidant i for eksempel blæk, maling og gummi og som stabilisator (UV-filtre) i plastik. Det kan også anvendes i kosmetik og er i USA på listen over additiver til fødevarekontaktmaterialer.

I strategien fra maj 2013 blev det konstateret, at de tilgængelige data for stoffet var yderst begrænsede både med hensyn til dets anvendelse og miljø- og sundhedsdata, og nedenstående fem udfordringer blev identificeret i strategien.

Danmark fremsendte i december 2013 en analyse af risikohåndteringsmuligheder (Risk Management Option Analysis; RMOA) for DTBHQ baseret på den danske strategi til de øvrige medlemsstaters myndigheder for kemikalieregulering og Kommissionen. RMOA’en blev færdiggjort i august 2014. Konklusionen var, at der på det tidspunkt ikke var behov for yderligere tiltag. Dokumentet er publiceret på Kemikalieagenturets hjemmeside. 

1. Revidere den danske QSAR- vurdering af stoffet

Med baggrund i stærkt faldende forbrug af DTBHQ siden 2009, blev i strategien fastlagt, at igangsættelse af yderligere tiltag for vurdering af stoffets mulige sundheds- og miljøeffekter skulle afvente resultatet af kortlægning af stoffets forekomst i visse anvendelser (udfordring 2). Miljøstyrelsen besluttede på dette grundlag, at der ikke anledning til yderligere undersøgelses- eller reguleringstiltag for DTBHQ.

2.  DTBHQ i fødevarekontaktmaterialer og forbrugerprodukter

En undersøgelse af stoffets mulige forekomst i visse forbrugerprodukter, herunder kosmetik og maling viste, at stoffet generelt anvendes i yderst få produkter på det danske marked.

I forbrugerprodukter er stoffet fundet i et enkelt kosmetikprodukt solgt over internettet og i enkelte bundmalinger til skibe, der fortrinsvis bliver brugt af professionelle, i koncentrationer på under 1%. Rapporten er udgivet som miljøprojekt 1584 i 2014.

En tilsvarende kortlægning af stoffets forekomst i fødevarekontaktmidler viste, at stoffet ikke blev anvendt i fødevareemballage m.m. Rapporten er udgivet som miljøprojekt 1585 i 2014. 

Øvrige aktiviteter

Der er ikke identificeret nye aktiviteter for DTBHQ på lovgivningsområdet udover dem beskrevet i kortlægningen og strategien.

Strategien fremover

Implementeringen af strategien betragtes som afsluttet. På baggrund af de to kortlægnings projekters resultater vurderede Miljøstyrelsen, at der ikke var risiko for forbrugere eller miljø på grund af den begrænsede anvendelse.