Krav til farvernes sikkerhed

Ifølge produktsikkerhedsloven er enhver der producerer, sælger, importerer eller anvender tatoveringsfarver ansvarlig for, at farverne er sikre og ikke udgør en risiko for forbrugerne.

Krav Til Sikkerhed Indhold 1170x 400

Du kan sikre dig, at de farver du køber, lever op til Miljøstyrelsens anbefalinger for sikre tatoveringsfarver ved at bruge disse seks punkter som en tjekliste:

  1. Tatoveringsfarven bør sikkerhedsvurderes, så den ikke udgør en risiko for dem, der bliver tatoveret. Det betyder, at alle kemiske stoffer i farven skal vurderes.
  2. Uanset sikkerhedsvurderingen bør ingredienserne, der er tilsat tatoveringsfarven (pigmenter, konserveringsmidler, opløsningsmidler osv.) under ingen omstændigheder være kræftfremkaldende, kunne skade generne eller påvirke evnen til at få børn.
  3. Uanset sikkerhedsvurderingen bør tatoveringsfarve ikke indeholde nogle helt specifikke skadelige stoffer, som er:
    1. Azofarvestoffer, der nedbrydes til primære aromatiske aminer. Azofarvestoffer er typisk røde, gule og grønne.
    2. PAH’er, der kan findes i det sorte farvestof, Carbon Black, hvis farvestoffet ikke er renset tilstrækkeligt under produktionen.
    3. Bly, der kan indgå i farvestof eller være til stede i tatoveringsfarven som urenhed.
  4. Man bør som kunde have mulighed for at se, hvilke ingredienser der indgår i den tatoveringsfarve, man skal tatoveres med. Derfor bør alle ingredienser i en mængde over 1% fremgå af beholderen. Allergifremkaldende stoffer bør altid angives – uanset mængden.
  5. Det er vigtigt, at tatovøren arbejder så sterilt som muligt, så tatoveringsfarverne bør altid være sterile, inden de åbnes.
  6. Der bør være påført en tydelig holdbarhedsdato på tatoveringsfarven, og produktet bør kun sælges og anvendes inden denne dato.

De anbefalede grænseværdier er beskrevet i Miljøstyrelsens anbefalinger til sikre tatoveringsfarver .

Print tjeklisten om farver  med de seks anbefalinger ud, og hæng den op, så du altid har den ved hånden. Det gør det lettere at huske, hvad du skal være opmærksom på.