Hvem bør sikre tatoveringsfarverne?

Få overblik over, hvad du som tatovør, mikropigmentist, importør eller producent bør gøre. Enhver, der køber eller anvender tatoveringsfarver er ansvarlig for, at farverne ikke udgør en risiko for forbrugerne. Du kan sikre dig ved sørge for, at farverne lever op til Miljøstyrelsens anbefalinger for tatoveringsfarver.

Tatoveringsmaskine

Er du tatovør eller mikropigmentist?

Vi anbefaler, at du bruger Miljøstyrelsens anbefalinger om sikre tatoveringsfarver til at stille krav til dem, du køber dine tatoveringsfarver af.

Det er en god ide også at få andre tatovører til at stille krav til sine leverandører. Jo flere der stiller krav, jo større bliver efterspørgslen efter sikre tatoveringsfarver. Det lægger pres på producenterne om at leve op til Miljøstyrelsens anbefalinger – til gavn for både branchen og forbrugerne.

Vær dog opmærksom på, at du som tatovør eller mikropigmentist stadig selv har et ansvar for de farver, du bruger.

Download Miljøstyrelsens anbefalinger  og send dem til din leverandør.

Vi anbefaler også, at du printer tjeklisten om farver  og hænger den op. Det gør det lettere at huske, hvad du skal være opmærksom på.

Er du dansk importør?

Som importør, er du den første i Danmark, som bliver ansvarlig for at tatoveringsfarven er sikker. Du kan derfor sende en engelsk udgave af Miljøstyrelsens anbefalinger  til den udenlandske producent, du vil købe tatoveringsfarver af.

Som ansvarlig importør bør man en gang imellem udføre en stikprøvekontrol på de tatoveringsfarver, man køber fra den udenlandske producent. Der er ikke krav om et bestemt antal stikprøver, men det bør stå i et fornuftigt forhold til omsætningen i virksomheden.

Er du dansk producent?

Er du dansk producent, er du den første, der bør sørge for, at en tatoveringsfarve er sikker. Download anbefalingerne  og få overblik over, hvad du bør gøre for, at sikre dine farver.