REACH-konsulent sparer interne ressourcer

Hans Holmstrøm, teknisk og administrativ chef hos KALK

Hvad gør mindre virksomheder, når de skal i gang med REACH-registrering? Har man ikke interne ressourcer til at stå for det, kan processen virke som en stor udfordring, og det er dyrt at ansætte en ekstra specialist. Sådan var det hos KALK A/S på Stevns, som fremstiller kalkprodukter til restaurering og vedligeholdelse af historiske bygninger.

 ”Vi er en specialiseret virksomhed med kun en halv snes medarbejdere, men da vi producerer store mængder kalk, blev vi allerede for fire år siden omfattet af kravet om registrering,” siger Hans Holmstrøm, teknisk og administrativ chef hos KALK. ”Det betød, at vi skulle tage en beslutning om, hvordan vi griber det an. Vi er specialister på vores felt og kunne stå for det hele selv, men det ville kræve store, interne ressourcer, som vi hellere vil bruge på produktudvikling. Og hvad gør man så?”

 Løsningen for KALK blev at hyre en ekstern konsulent – en specialist i miljøanalyser og registrering. Planen var, at konsulenten skulle bruge sin erfaring til at varetage hele processen omkring selve registreringen.

Brancheforeningen hjalp os på vej

REACH involverer en række formelle krav, hvor erfaring gør en forskel. Den erfaring kommer konsulenten med,” fortæller Hans Holmstrøm. ”Men det er ikke gjort med det, for der er også hele fasen forud med dokumentation og analyser. Her fik vi god hjælp af vores brancheforening – Danske Tegl. De gjorde forarbejdet og banede vej for fælles registrering på medlemmernes vegne.”

Hos KALK fik de med andre ord en hjælpende hånd fra brancheforeningen, og så valgte de at prioritere en ekstern konsulent til at stå for den formelle del af registreringen. ”Jeg vil anbefale mindre virksomheder at afveje, hvad de skal bruge kræfter på. Vi har ikke fortrudt at hente ekstern hjælp,” slutter Hans Holmstrøm.

Læs hele artiklen med Hans Holmstrøm