Hvordan registrerer du?

Registreringen sker hos EU’s Kemikalieagentur (ECHA). Processen kan tage lang tid at gennemføre for hvert stof, så det er derfor en god idé at gå i gang i god tid.

Fælles registrering af stoffer

Hvis der er flere virksomheder, der producerer eller importerer det samme kemiske stof (hvilket der næsten altid vil være), skal virksomhederne samarbejde om at indsamle data til den fælles registrering af stoffet. Det sker i de såkaldte SIEF (Substance Information Exchange Fora).

Registranterne skal vælge en Ledende Registrant, der indsender et dossier om stoffet på vegne af alle SIEF medlemmer. Hvert SIEF skal blive enige om, hvordan de håndterer deres fælles indsendelse af data, herunder hvordan stoffet skal klassificeres. Den enkelte registrant skal herudover indsende egne virksomhedsspecifikke oplysninger. Det er virksomhedernes eget ansvar, at de kommer i det rette SIEF, og at processen i SIEF forløber, som den skal, så data indsendes til ECHA i rette tid og i rette format.

Som registrant skal du derfor både undersøge de kemiske stoffer, din virksomhed importerer eller producerer, og indgå i et samarbejde med andre virksomheder. Du skal også sikre dig, at SIEF fungerer for hvert eneste stof, som skal registreres.

Registreringsprocessens 7 trin

ECHA har beskrevet registreringsprocessen som 7 trin, som alle registranter skal igennem:

1. Find ud af, hvilke stoffer du skal registrere

2. Find dine medregistranter

3. Samarbejd med dine medregistranter

4. Undersøg anvendelse, klassificering og særlige forholdsregler ved brug

5. Udarbejd din registrering som et IUCLID- dossier (http://iuclid.eu)

6. Indsend dit registreringsdossier

7. Hold din registrering ajour

Registrering kan tage lang tid

For stoffer, hvor der er et velfungerende samarbejde mellem registranterne og hvor data allerede er indsendt ved tidligere registreringer, og hvor fordelingen af udgifter er transparent og retfærdig, kan registreringen muligvis klares på et par måneder. Er et stof derimod ikke registreret tidligere, er stoffet vanskeligt at identificere, mangler der data, er det svært at få tid til laboratorieundersøgelser eller er der uenighed om fordelingen af udgifter, kan det tage op til to år at få samlet de nødvendige data og gennemført en fuld registrering. Derfor er det vigtigt at sætte arbejdet i gang i god tid. 

Få hjælp til processen