Emballering af farlige kemikalier skal forebygge ulykker

Der er særlige krav til emballager, der indeholder farlige kemiske stoffer eller blandinger. Kravene skal forebygge ulykker ved normal brug og håndtering.

Emballagen skal holde tæt i hele produktets levetid

Emballage, der indeholder farlige stoffer og blandinger, skal være udformet på en måde, så den ikke lækker i produktets levetid. Det betyder, at emballagen og dens lukkeanordning skal kunne modstå normal håndtering og slid. Genoplukkelige anordninger skal være tætsluttende, også efter at have været åbnet og lukket gentagne gange. Det materiale, som emballagen er lavet af, må ikke kunne skades af indholdet i emballagen. Materialet må heller ikke reagere med indholdet og danne farlige forbindelser.

Desuden må emballagen til farlige kemikalier, der sælges i detailhandlen ikke have en form eller et design, som kan tiltrække børns nysgerrighed eller vildlede forbrugerne. Emballagen må f.eks. ikke ligne emballage til fødevarer, lægemidler eller kosmetik.

Nogle kemikalier skal have børnesikker lukning

Generelt skal farlige kemikalier altid opbevares uden for børns rækkevidde. For at undgå, at børn kommer til skade ved en utilsigtet kontakt med farlige kemikalier, skal emballagen til visse farlige kemikalier forsynes med børnesikker lukning. Det gælder uanset emballagens størrelse. Børnesikre lukninger skal være testede og opfylde særlige kvalitetskrav, bl.a. skal lukningen kræve en vis koordination og styrke at åbne. Kravet om børnesikker lukning gælder udelukkende for kemikalier, der sælges i detailhandlen.

Krav om børnesikre lukninger gælder for kemikalier, der er klassificerede som ætsende for huden (Skin corr. 1, 1A, 1B eller 1C), som akut giftige i kategori 1, 2 eller 3 (Akut tox. 1, 2 eller 3), som specifik målorgan toksiske i kategori 1 (STOT RE 1 og STOT SE 1) samt kemikalier, der er klassificeret for aspirationsfare (Asp tox. 1; undtagen for aerosoler og beholdere med forseglet sprayanordning). Der er også krav om børnesikker lukning for produkter, der indeholder ≥3% methanol eller ≥1% dichlormethan.
Læs mere om børnesikre lukninger  

Følbar advarsel til blinde eller svagtseende

For at advare blinde og svagtseende skal visse farlige kemikalier, som sælges i detailhandlen, forsynes med en følbar advarsel på emballagen. Det gælder uanset emballagens størrelse. En følbar advarsel har form af en forhøjet trekant eller tre ophøjede prikker på emballagen. Der er specifikke krav til den følbare advarsels størrelse, form og placering på emballagen.

Krav om følbar advarsel gælder for kemikalier, der er klassificerede som akut giftige (Akut tox. 1-4), ætsende (Skin corr. 1, 1A, 1B eller 1C), kræftfremkaldende i kategori 2 (Carc. 2), mutagene i kategori 2 (Muta. 2), reproduktionstoksiske i kategori 2 (Repr. 2), luftvejssensibiliserende (Resp. sens 1), målorgan toksiske (STOT SE 1 og 2 og STOT RE 1 og 2) og kemikalier, der er klassificeret for aspirationsfare (Asp. tox. 1), samt brandfarlige gasser, væsker og stoffer i kategori 1 og 2 (Flam. gas 1og 2, Flam. liq 1 og 2, Flam. sol 1 og 2).