Bundmaling i EU

Biocidholdige produkter skal godkendes efter EU's biocidforordning, inden de må gøres tilgængelige på markedet i EU. Biocider kan for eksempel være beskyttelsesmidler eller skadedyrsbekæmpelsesmidler - eller bundmaling til skibe.

Bundmalingen er biocidholdig, hvis den på anden måde end rent fysisk eller mekanisk skal forhindre begroning af alger, krebsdyr m.v.

Alle biocider i bundmaling skal vurderes for miljø- og sundhedsfare og effektivitet. Når et biocidaktivstof er blevet godkendt på EU-plan, skal de nationale myndigheder derefter tage stilling til, om de kan godkende den enkelte bundmaling, der indeholder det pågældende aktivstof.

EU vurderer biocider efter deres anvendelse, og vurderingen af aktivstoffer i produkttype 21, antifoulingsmidler (bundmaling) er i gang. Næsten halvdelen af de anmeldte aktivstoffer i PT 21 er allerede godkendt.

Revurderingen vil formentlig betyde, at det bliver lettere for sejlere at købe og bruge bundmaling på en miljømæssigt forsvarlig måde, da kun de godkendte malinger vil være tilgængelige på markedet. Desuden vil de samme biocider være tilladt i alle EU-lande, hvis der ikke er særlige geografiske hensyn.