Lad enzymerne klare arbejdet!

Hvordan undgår delfiner og andre hvaler at blive tilgroet med alger, rurer og andre lignende organismer. De udskiller enzymer! Enzymer, som dem vi kender fra vaskepulvere, tandpasta og mange fødevarer, som harmløst sikrer, at tøjet bliver rent ved 40 grader, at tænderne bliver hvide og mælk bliver til ost. Og som i naturen forhindrer organismer i at gro fast på delfinerne.

Firmaet BioLocus står bag udviklingen af et antibegroningsprodukt, der er baseret på enzymer. Dansk Sejlunion og Miljøstyrelsen følger spændt projektet.

- Vi er i gang med at udvikle et produkt, der har samme effekt på begroningen som de traditionelle antibegroningsmidler, men vores gør ingen skade på miljøet, fortæller BioLocus.

Og fortsætter:
- Enzymer findes naturligt i alle levende organismer, hvor de fungerer som katalysatorer. Det betyder, at de indgår i kemiske reaktioner, men ikke bliver brugt op – det samme enzym kan bruges igen og igen. Efter nogen tid sørger mikroorganismer for, at enzymet nedbrydes, og ender med at blive til kuldioxid og vand.

Og det er hovedprincippet i bundmalingen fra BioLocus. Når en larve får kontakt med bådens overflade udskiller den en slags "lim", som gør, at den kan fæstne til overfladen. Enzymerne i bundmalingen bliver aktiveret af de kemiske stoffer i "limen" og igangsætter en nedbrydningsproces. Derved ophører virkningen af larvernes "lim". Enzymerne gør ingen skade på hverken båd, larver eller andre vandlevende organismer.

I samarbejde med Dansk Sejlunion er BioLocus-produktet i 2003 blev testet på 19 lystbåde i Danmark. Fem forskellige lystbådehavne blev udvalgt for at dække den variation i begroningstyper og mængder, som findes i de danske farvande.

På baggrund af inspektionerne og bådejernes vurderinger, konstaterer BioLocus, "at testmalingerne i deres nuværende formuleringer ikke kan leve op til sejlernes behov for en rimelig begroningsfri bund".

Miljøkonsulent Jesper Højenvang, Dansk Sejlunion, fortæller:
- Vi er ikke helt tilfredse med resultaterne. Testsejlerne oplevede generende begroning på bunden, og fire udgik helt af forsøget.

Jeg er nu alligevel optimistisk, hvad angår BioLocus. Det er et meget spændende og lovende alternativ, som der skal arbejdes videre med.

Det er folkene bag BioLocus helt enige i.

I øjeblikket arbejder de videre på at udvikle produktet, så det kan blive godkendt i Sverige og Danmark.

- Vi har desuden fået støtte fra EU til at udvikle produktet, så det kan anvendes på store skibe. På dette marked er der behov for et antibegroningsprodukt, som opretholder sin aktivitet og beskyttelse i mindst 2-3 år før skibet skal i dok, siger BioLocus, og fortsætter:

- Behovet for biocidfrie bundmalinger vokser i takt med, at landene forbyder brugen af den traditionelle bundmaling. I 2008 skal TBT være udfaset på internationalt niveau, og mange ser også de kobberbaserede produkter som en overgangsfase.

Helle Petersen fra Miljøstyrelsen:
- Vi følger spændt projektet, som jeg vil betegne som banebrydende for området, hvis den enzymholdige bundmaling kan holde båden tilstrækkelig fri for begroning igennem en hel sejlsæson.