Fremtidens produkter

Her kan du følge med i visse aktuelle forskningsprojekter med metoder eller produkter uden biocider.

Enzymbaseret bundmaling
I BioLocus projektet forsker man i at udvikle en malingsteknologi, hvor der bruges enzymer i stedet for traditionelle biocider til at forhindre begroning på både. Enzymer er biologiske molekyler (proteiner), som findes i alle levende organismer. Parallelt med dette projekt er enzymerne blevet testet ved økotoksikologiske metoder, så man har vurderet, at de er uskadelige for miljøet, og de bliver nedbrudt og ophobes dermed ikke. 

Metoden blev i 2003 afprøvet under realistiske forhold på lystbåde og testpaneler i et antal danske havne i samarbejde med Dansk Sejlunion. BioLocus har gennem nogen tid arbejdet med at forbedre teknologien og har både i laboratorieforsøg og ved feltforsøg vist, at enzymer aktivt modvirker begroning. BioLocus har derfor indgivet en international patentansøgning for at beskytte den grundlæggende teknologi.
Læs mere om enzymbaseret bundmaling i rapporten  Substitution af biocider i bundmaling til skibe med enzymer

Katemin som "skræmmemiddel"
På Gøteborg Universitet i Sverige arbejder man via programmet Stiftelsen för Strategisk Forskning blandt andet på at finde alternative biocider. En forsker ved Universitetet opdagede i 1998, at et stof, der indgår i sovemidler til dyr, kan hindre rurer i at sætte sig på plader, der er behandlet med traditionelle bundmalinger iblandet 0.01% af stoffet. Stoffet, der kaldes katemin, regnes for meget lidt giftigt over for vandlevende organismer, men har den egenskab, at det blot ’skræmmer’ rurene væk uden at slå dem ihjel. Da katemin kun virker mod rurer, kan det blive nødvendigt at tilsætte andre stoffer, som kan virke mod øvrige organismer samt bevoksning. Professor Hans Elwing fra Göteborg Universitet regner med, at der vil gå endnu 2 til 3 år, før katemin i bundmaling kan komme til salg i større målestok.

Bundmaling i EU
De virksomme stoffer i bundmaling er biocider og dermed omfattet af EU’s biocidforordning. Forordningen indebærer, at biociderne skal godkendes i EU, før de må bruges i produkter som for eksempel bundmaling. Det betyder, at alle biocider i bundmaling skal vurderes for miljø- og sundhedsfare og effektivitet. Hvis et biocid bliver godkendt på EU-plan, skal de nationale myndigheder tage stilling til, om de bundmalinger, der indeholder biocidet, kan godkendes.

Biociderne vurderes i etaper efter deres anvendelse – biociderne i bundmaling skal vurderes i anden "etape". Den anden etape startede i foråret 2006. Når vurderingen er afsluttet, vil alle de bundmalinger, der ikke indeholder godkendte biocider, blive udfaset fra markedet.

Biocidforordningen vil med revurderingen formentlig betyde, at det bliver lettere for sejlere at købe og bruge bundmaling på en miljømæssig forsvarlig måde, idet kun de godkendte malinger er tilgængelige på markedet. Desuden vil det være de samme biocider, der er tilladt i alle EU-lande, undtaget hvis der er særlige geografiske hensyn.