Information til professionelle brugere

Hvis du bruger biocidholdige produkter i dit arbejde, skal du være klar over, at nye regler betyder, at nogle eksisterende biocidholdige produkter kan blive ulovlige at anvende, eller kan forsvinde fra markedet.

I de kommende år bliver biocidreglerne ens på tværs af de 28 EU-lande. Det betyder en ny godkendelsesproces for alle 2.000 biocidholdige produkter på det danske marked. Tidligere godkendte produkter må dog gerne anvendes, indtil de er blevet revurderet efter de nye regler, hvis aktivstofferne er med i revurderingsprogrammet.

De 2.000 produkter skal godkendes over en lang periode – fra cirka 2010-2027.

  • Hvis et produkt ikke bliver godkendt efter de nye regler, må det ikke længere anvendes. Den sidste anvendelse skal finde sted senest 180 dage efter afvisningen, og lageret skal være tømt senest et år efter afvisningen. Husk, at affald skal bortskaffes på lovlig vis.
  • Spørg forhandler eller grossist til råds, hvis du er i tvivl om, hvorvidt et produkt, du anvender, er godkendt, afvist eller afventer godkendelse.

Konkrete råd

  • Undersøg om biocidmidlet er lovligt at anvende til det ønskede formål
  • Få sikkerhedsdatablad og/eller andre tilgængelige produktoplysninger fra leverandøren
  • Følg den procedure der er beskrevet i sikkerhedsdatabladet eller produktoplysninger mv.  i forhold til anvendelse, værnemidler, forholdsregler ved uheld, transport, bortskaffelse af spildevand/rester mv.
  • Spørg din brancheorganisation eller en rådgivningsvirksomhed til råds om de nye EU-regler – de har bredt kendskab til de til tider komplicerede regler.

Kort introduktion til biocidforordningen

Kort fortalt består biocidlovgivningen af to godkendelsesprogrammer. Det første er vurderingen af aktivstofferne i EU. Det andet er godkendelsen af biocidholdige produkter i de enkelte medlemslande eller EU. Først når et aktivstof er godkendt til en eller flere produkttyper, kan den egentlige godkendelsesproces gå i gang i det land, hvor man vil markedsføre sit produkt.

  • Trin 1: EU godkender aktivstofferne.
  • Trin 2: Miljøstyrelsen eller EU godkender produktet, som aktivstofferne indgår i.

Nedenstående figur viser processen:

infografik01

Nye regler - konsekvenser for professionelle brugere

Alle biocidholdige produkter skal godkendes individuelt, hvilket er en længerevarende proces. Først skal EU vurdere alle de aktivstoffer, som indgår i de biocidholdige produkter. Herefter skal producenterne af det enkelte produkt søge om godkendelse af deres produkt indeholdende et eller flere godkendte aktivstoffer. Processen vil vare fra ca. 2010 til 2027.


Værd at vide om godkendelsesprocessen

  • Producenterne skal søge om godkendelse i takt med, at EU godkender de aktivstoffer, der må bruges. Det er ikke muligt at sige, hvornår EU præcist  godkender eller afviser bestemte aktivstoffer, og derfor bliver virksomhederne påvirket af reglerne i forskellige tempi.
  • Det er lovligt at anvende produkterne, hvis aktivstoffet er med i revurderingsprogrammet i den relevante produkttype, og stoffet ikke er omfattet af den nationale godkendelsesordning.
  • Fra et aktivstof er godkendt, har producenten af det biocidholdige produkt to år til at søge om godkendelse af produktet.
  • Hvis et produkt bliver godkendt, kan det naturligvis fortsat anvendes.
  • Hvis et produkt ikke bliver godkendt, skal brugen af det ophøre hurtigst muligt og senest indenfor 6 måneder– og I skal få ryddet ud på lageret senest et år efter afvisningen. Husk, at affald skal bortskaffes på lovlig vis.

Hvilke produkter er godkendt?

Som professionel bruger skal du være opmærksom på, at du bærer ansvaret for, at de produkter, du anvender, enten er godkendt eller afventer godkendelse.

Et godkendt produkt vil altid have dansk etiket og en dansk vejledning eller indlægsseddel, men det er ikke tilstrækkeligt til at vide sig sikker på, at produktet er godkendt.

Hvis du har mistanke om, at et produkt ikke er godkendt, bør du kontakte forhandleren.

Du kan få et overblik over godkendte biocidholdige produkter i denne database. Den omfatter både produkter, som er godkendt under den gamle nationale ordning i Danmark, og de produkter, der har fået en godkendelse efter de nye EU-regler. Gå til basen.


Hvis din leverandør ikke vil forny sin godkendelse – Hvad kan du selv gøre for at sikre, at produktet bliver på markedet?

Du kan som professionel opleve, at et biocidprodukt, du er vant til at bruge, pludseligt ikke er på markedet mere. Det kan der være flere årsager til.

  • Godkendelsen af produktet er udløbet og din leverandør/godkendelsesindehaveren af produktet har valgt ikke at forny godkendelsen af produktet.
  • Der har ikke været godkendelsespligt for produktet før – men det er der kommet nu, fordi aktivstoffet i produktet er blevet godkendt efter biocidforordningen, og så skal produktet også godkendes efter biocidforordningen for at blive på markedet. Din leverandør ønsker dog ikke at bekoste godkendelsen i fremtiden, så han tager produktet af markedet.
  • Din leverandør / godkendelsesindehaveren har bare taget produktet af det danske marked.

Hvis du vil fortsætte med at anvende biocidproduktet, må du sikre, at produktet bliver godkendt til salg og anvendelse i Danmark igen ad anden vej.

Du må nemlig kun fortsætte med at bruge produktet, hvis det fortsat har en godkendelse enten efter den danske overgangsordning eller efter biocidforordningen.

Du har følgende muligheder:

  • Du kan sammen med andre medlemmer af din branche – eller via din brancheforening - tage en branchekontakt til leverandøren af produktet (producent eller importør) og gøre opmærksom på, at I har behov for produktet og forsøge at få leverandøren til at ansøge om en godkendelse, så produktet kan komme på markedet igen.
  • Du kan også selv – eller sammen med andre – søge godkendelsen. Godkendelsesindehaveren behøver ikke at være producent eller importør. Det kan også være sælgere eller anvendere af produktet, der ansøger om at få godkendt et biocidprodukt og derved bliver godkendelsesindehaver. Du har forskellige muligheder:
    • Hvis produktet allerede er godkendt i et andet EU land efter biocidforordningen kan du søge om en gensidig anerkendelse af produktet i Danmark. Grundgebyret for en sådan ansøgning er kr. 79.500,-.
    • Hvis produktet har en EU-godkendelse, men godkendelsesindehaveren blot ikke har ønsket at markedsføre produktet i Danmark, kan du søge om godkendelse af et identisk (sammenfaldende) produkt i Danmark. Grundgebyret for et identisk produkt er kr. 12.700,-.
  • Hvis produktet er godkendt i Danmark til en anden anvendelse, end den du vil bruge produktet til, kan man i visse tilfælde søge om en større ændring af godkendelsen. Denne løsning kræver samarbejde med godkendelsesindehaveren, for det er ham, der skal søge. Grundgebyret for en sådan ansøgning er kr. 74.800,-.
  • Du kan endelig søge om at få en dispensation til at fortsætte med at anvende biocidproduktet. Bemærk dog, at en dispensation kun er til en kort periode. Den vil ikke være længere end 180 dage som udgangspunkt. Der skal være tale om en begrænset og kontrolleret anvendelse under Miljøstyrelsens tilsyn. Der skal være fare for folkesundheden, dyrs sundhed eller miljøet. Endelig skal det ikke være muligt at bekæmpe skadevolderen på anden vis. Grundgebyret for dispensationer er kr. 2.500 fra 1. januar 2018 for produkter, som Miljøstyrelsen har vurderet tidligere og kr. 69.600,- for produkter, der allerede er godkendt i andre EU-lande.