Nemmere godkendelse af mindre problematiske produkter

Biocidforordning giver mindre problematiske biocidholdige produkter en nemmere og billigere vej til godkendelse.

I Biocidforordningen får virksomheder med mindre problematiske biocidholdige produkter bedre muligheder for at få produktet hurtigere og billigere på markedet.

Biocidholdige produkter kan skyde genvej til markedet, hvis de kun indeholder aktivstoffer fra det nye bilag I, hvis de hverken indeholder problematiske stoffer eller nanomaterialer, hvis de ikke kræver brug af personlige værnemidler, og hvis de er effektive.

Mælkesyre og lavendelolie er blandt de aktivstoffer, der er optaget på bilag I. Se det nye bilag I med den samlede liste over godkendte aktivstoffer. Listen kan også ses i ECHA's database over godkendte aktivstoffer. 

Sådan fungerer det 

Den forenklede ansøgningsprocedure for biocidholdige produkter under biocidforordningen betyder, at en virksomhed kan indgive ansøgning for et produkt i et enkelt medlemsland. Hvis produktet bliver godkendt i dette medlemsland, kan produktet efterfølgende bringes i omsætning i alle andre medlemslande uden at skulle gennem en gensidig anerkendelsesprocedure. De eneste betingelser er, at medlemslandenes myndigheder skal varsles 30 dage inden, og at det biocidholdige produkt mærkes på den pågældende medlemsstats sprog.

Dette er en lettelse for virksomhederne, fordi man slipper for at søge om gensidig anerkendelse af disse mindre problematiske produkter, efter de er blevet godkendt i et enkelt EU-land. 

Du kan læse mere om de forskellige godkendelsestyper i vores ansøgningssektion.

Kan jeres virksomhed søge via den forenklede procedure? 

For at dit biocidholdige produkt kan gøre brug af den forenklede godkendelsesprocedure, skal følgende kriterier være opfyldt:

  • Aktivstofferne skal stå på forordningens bilag I og overholde de begrænsninger, der er i bilaget.´
  • Det biocidholdige produkt indeholder ikke problematiske stoffer (substances of concern).
  • Det biocidholdige produkt indeholder ikke nanomaterialer.
  • Det biocidholdige produkt er tilstrækkeligt effektivt.
  • Det kræver ikke personlige værnemidler at bruge det biocidholdige produkt.

Sådan søger du godkendelse under den forenklede procedure

Tag kontakt til den myndighed i EU, som du vil have, der skal vurdere ansøgningen. Når du har en skriftlig bekræftelse på, at de vil være vurderende myndighed, sender du bekræftelse og ansøgning via registret over biocidholdige produkter (R4BP) til det europæiske kemikalieagentur, ECHA.

Efter den vurderende myndighed (f.eks. Miljøstyrelsen) har opkrævet gebyret, har ansøgeren 30 dage til at betale gebyret. Herefter har myndigheden 90 dage til vurderingen.

Hvis der er mangler ved ansøgningen, får I besked og mulighed for at supplere ansøgningen med den manglende information indenfor 90 dage, hvorefter den kompetente myndighed igen har yderligere 90 dage til at afslutte vurderingen.

Er dit aktivstof ikke på bilag I, men mener du, at det bør optages, kan du finde råd i denne vejledning om den forenklede procedure og bilag I i forskellige vejledninger.

Bemærk, at du alt efter ansøgningstypen vil blive opkrævet et gebyr fra de myndigheder, der skal behandle din ansøgning. Det kan både være Miljøstyrelsen, det europæiske kemikalieagentur, ECHA, eller relevante myndigheder i andre EU-lande.

Se mere om gebyrer.

Se ECHAs gebyrsatser.

Læs mere i artikel 25-28 i biocidforordningen.